Håb er fortsættelsen i Louise Haibergs serie, Død verden, der handler om både vampyrer, mennesker og zombier i en spøjs, men fin harmoni.

Nera bor fortsat i Vita, en by i en af de sikre zoner, hvor vampyrelverene har brugt deres særlige kræfter eller en særlig teknologi – vi får ikke en rigtig forklaring på, hvordan det er sket – til at hæve hele området omkring byen op i en højde, så zombierne ikke kan nå menneskene eller vampyrelverne. Vampyrelverne stræber efter at holde menneskeheden i live, og det er af rent egoistiske årsager. De henviser jævnligt til individuelle personer som “snack” eller “madpakke”.

Nera er konstant paranoid og fyldt af frygt. Hun kan ikke indfinde sig i Vita. Hun mener selv, at noget er ødelagt i hende. Hun har behov for at gøre noget. Så derfor får hun overtalt vampyrelverne til at lade hende komme med ud på redningsmissioner, når de skal bringe flere mennesker til byen. Det er meget mod Banes gode vilje. Bane er bekymret og overbeskyttende, når det kommer til Nera, og det går da også helt galt på missionen.

I dette bind oplever vi både håb og fortvivlelse. Der er håb forude, da Vitas læge, Peter, gør store fremskridt mod at finde en kur, men der er også personlige udfordringer og tvivl, når historien tager et twist.

Selvom Haiberg har et twist på vampyrerne i sit univers, er det godt og bestemt effektfuldt, at menneskene påvirkes så meget af deres tilstedeværelse. Den dybe, seksuelle og animalske tiltrækning, der næsten – næsten – overdøver enhver form for fornuft, er tydelig, så snart mennesker og vampyrelvere er i nærheden af hinanden.

Død verden 3: Håb er en af den slags bøger, man læser på en (fri)dag. Der er et tårnhøjt tempo i bogen, men fordi Neras tvivl og overvejelser er så konstante og breder sig på tværs af bindene, får vi aldrig fornemmelsen af, at det bliver for overfladisk.

Fortælleformen skifter mellem Neras dagbog og Neras handlinger og tanker. Det fungerer ganske fint, og de to former understøtter hinanden og glide frit frem og tilbage.

Bind tre har også mere gru og splat end bind to. Det er måske ikke rendyrket horror, men på skalaen mellem fantasy og horror har vi bevæget os hen mod eller over midten.

Det er god læsning med et højt tempo og action med død og spænding. Den er nem at gå til og bestemt værd at læse. Den kan roligt komme på læselisten til sommerferien sammen med resten af Død verden-serien.

Læs også anmeldelsen af bind to, Utopia.

Louise Haiberg: Død verden 3: Håb. Tellerup, november 2017. 281 sider.