Rakel Helmsdal: Hun som roede mod regnbuen
Hun som roede mod regnbuen har slet ikke fået den offentlige opmærksomhed, som den fortjener. Ungdomsromanen udkom i november 2019 og var i 2017 indstillet til Nordisk Råds Børne og Ungdomslitteraturpris, men på mystisk vis er den druknet i mængden af udgivelser. Det er ikke på grund af manglende kvalitet! For bogen er velskrevet, velfortalt, spændende opbygget og behandler nogle af livets store emner.
Den sekstenårige Argantael er i krise. Hun er ulykkelig og har givet op på livet. Hun tager sin dagbog med ned til havnen og side for side smider hun sit liv i vandet. Derefter ror hun ud på havet, fast besluttet på, at det skal blive den sidste dag i hendes ulykkelige liv.
I robåden på havet, længere og længere væk fra kysten og alt det der presser sig på, får hun mulighed for at tænke over sin barndom og sin aktuelle situation. Hun får mulighed for at tænke fremfor kun at føle. Jeg husker godt ungdomsårene, hvor jeg oplevede alt muligt for første gang. Hvor det var nu og her, alt eller intet. En fantastisk tid hvor meget opleves på den store klinge, men hvor smerten derfor også lurer lige om hjørnet. Jeg forestiller mig, at det er sådan Argantael har det. Og jeg forestiller mig, at de unge læsere med det samme vil kunne forstå Argantael og føle med hende.
Hun som roede mod regnbuen er en super fin ungdomsroman om at være nogens datter, om forelskelse og om venskaber. Og det er en ungdomsroman om svigt, manglende omsorg og om tanker, der kredser om store knive og om mødre, der tager deres eget liv. Og så er det en roman om at forsøge at håndtere fornemmelsen af, at de andre fra klassen mest af alt kommer på besøg, fordi man har fjernsyn på værelset.
Hun som roede mod regnbuen foregår i den fiktive by Port Janua i en tidløs nutid. Og det betyder, at den i princippet kan foregå hvor som helst og når som helst og det er med til at gøre historien universel.
Hep hep – må denne ungdomsroman må masser af opmærksomhed og masser af læsere – det fortjener den!
Forfatteren Rakel Helmsdal har modtaget flere litterære priser. Måske kender du bøgerne om Lille monster og Store monster? Hun er den færøske del af den populære svensk-islandske-færøske billedbogsserie.
Rakel Helmsdal, Hun som roede mod regnbuen, Forlaget Torgard, 2019, På dansk ved Hugin Eide, 151 sider.
[…] du kunne lide Hun som roede mod regnbuen, Vulkan, En dygtig havfrue og Isslottet vil du formentlig også blive begejstret for […]