// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kurt L. Frederiksen: Holger Drachmann. Vi vil fred her til lands. En biografi
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi

Kurt L. Frederiksen: Holger Drachmann. Vi vil fred her til lands. En biografi

Skrevet af den 23. juni 2020 – 06:42Ingen kommentarer

“I Drachmanns liv gik det op og ned. Økonomisk for det meste ned. Alligevel bibeholdt han en dyr påklædning. Det var også en måde, han udstillede og fremstillede sig selv på. Når det indre lå i ruiner, pyntede han på det ydre.”

Sådan lyder billedteksten på side 170 i nærværende biografi om Holger Drachmann (1846-1908). En på alle måder passende og rammende tekst om den danske digter. I det hele taget karakteriserer forfatteren Kurt L. Frederiksen Drachmanns liv, levned og digtning på en spændende måde, der aldrig glorificerer den folkekære digter.

Holger Drachmann blev født i 1846 i København, og døde i 1908 på et kursted i Hornbæk. Skulle man have glemt, hvem Drachmann var, er han manden bag midsommervisen “Vi vil fred her til lands.” Men ikke mindst er han kendt for sine fremragende marine malerier og bliver en del af Skagensmalerne. Biografien lægger dog mest vægt på digteren Drachmann.

Biografien er bygget kronologisk op, men omdrejningspunkerne er de fem kvinder i Drachmanns liv. Samtidig gennemgås forfatterskabet, og hovedvægten lægges klogeligt på Drachmanns lyrik, som stadig er læsværdigt. Drachmanns prosaværker derimod gennemgås med en let kritisk tone, hvilket man godt forstår, for disse værker forekommer uaktuelle og lidet læsværdige i dag.

Biografien lægger vægt på det personlige, og Drachmanns folkelige side og hans flamboyante liv. Samtidig lægger forfatteren vægt på at placere Drachmann kulturhistorisk og litterært. Især er der en grundig gennemgang af Drachmanns holding til Det Moderne Gennembrud med Georg Brandes i spidsen.

Interessant er det, at Drachmann bryder med bevægelsen af naturalistiske strømninger, og vender tilbage til en mere romantisk stil. Det er den kendte “Midsommervise” et rigtig godt eksempel på. Sangen hvor “Hjærterne aldrig bliver tvivlende kolde”, blev en klassiker, og synges stadig med fryd ved Sankt Hans bålets glitrende flammer.

Desuden tegnes der et fint billede af Drachmann som journalist og skribent.

Bogens billedmateriale følger biografiens kronologi på en illustrerende og relevant måde. Bogen er overskuelig, har et fint noteapparat samt en fin tidstavle over Drachmanns liv.

Så hvis ønsker at vide mere om den flamboyante digter og forfatter, så er nærværende biografi et udmærket bud.

Kurt L. Frederiksen: Holger Drachmann – Vi vil fred her til lands. En biografi, Gyldendal, 424 sider, udkom 27. april 2020.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.