Man skal træde meget varsomt, og have mange nuancer med, hvis man skal udgive en ny dansk litteraturhistorie. Det kan man diskutere om Informations tre litteraturanmeldere Erik Skyum-Nielsen, Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Mortensen gør og har i deres spritnye litteraturhistorie “20 før 20. Begivenheder i dansk litteratur 2000-2019”.

Bogen er ifølge pressematerialet “et resultat af et litteraturkritisk og litteraturhistorisk eksperiment, hvor de tre skribenter satte sig for at skrive de seneste tyve års danske litteraturhistorie i Dagbladet Information”. Deres udfordring var at skrive litteraturhistorie på “en ny måde ved at betragte litteraturen som noget, der sker for øjenene af os, og ikke kun udspiller sig på bøgernes sider.” Umiddelbart et ganske spændende udgangspunkt.

Men ved nærmere eftertanke kunne man måske frygte, at en litteraturhistorie, der består af artikler fra en avis, vil bære præg af, at de udvalgte værker eller forfatterens nyhedsværdi vægtes fremfor dets betydning eller litterære kvalitet. Med mindre bogens forfattere betragter, det at være i medierne som en litterær kvalitet i sig selv. Man bliver i tvivl, når man læser sætninger som “vores litteraturhistorie er ikke værkbåren, men optaget af begivenheder og af rystelser”.

Vi hører blandt andet om Jørgen Leths tur i mediernes vridemaskine i forbindelse med, at en sætning i selvbiografien “Det uperfekte menneske” rejste en mediestorm af orkanformat og førte til forsider og overskrifter som Ekstra Bladets “68-årige Jørgen Leth holdt 17-årig som sex-slave”. Vi hører om da Asta Olivia Nordenhof udlagde sin egen sygejournal i Information i 2016. Vi hører naturligvis om den dundertale Jonas Eika gav, da han som den yngste nogensinde vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2019. Og om det massive politiopbud, som Yahua Hassans digtoplæsninger i Vollsmose udløste.

Vi hører om sorglitteraturen, der karakteriseres som en bølge, der rullede hen over os i 2017, hvor Naja Marie Aidt udgav den gribende “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, og hvor Caroline Albertine Minor brød igennem med novellerne i sin “Velsignelser”. Vi bliver mindet om det furore det vakte, da Anders Fogh Rasmussen som statsminister “skiftede rolle fra politiker til kulturel festtaleholder og hyldede modtageren af De Gyldne Laurbær, Jens Smæstrup Sørensen for hans roman “Mærkedage”.”

Det er på mange måder en underholdene bog, men på sørgelig vis, minder den mig også om, hvor ofte det er PR-stunts og medieomtale, der afgør, hvorvidt en bog bliver en bestseller eller ej. Jeg savner i den grad nogle af danske litteraturs helt store stemmer i bogen – for eksempel Katrine Marie Guldager, Merete Pryds Helle, Søren Ulrik Thomsen med flere. Efter min mening kan man ikke skrive et værk, man kalder “litteraturhistorie” uden dem. Også selvom de ikke har været på forsiden af Ekstra Bladet eller fået den brede offentligheds opmærksom på grund af skandaler eller andet. En litteraturhistorie bør efter min mening tage udgangspunk i den brede litteratur, og ikke kun den, der er sluppet igennem mediernes sensationslystne nåleøjer.

Tue Andersen Nexø, Erik Skyum-Nielsen & Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen: 20 før 20 Begivenheder i dansk litteratur 2000-2019, Informations Forlag, 21. april 2020, 382 sider.