Christian Aagaard: Bombemål Shellhuset og katastrofen ved den franske skole
Operation Carthage. En dristig, vigtig operation under 2. verdenskrig, opkaldt efter den by, romerne lagde i ruiner efter de puniske krige. Målet var Shellhuset i det indre København, hvor Gestapo havde hovedsæde. Her var også Gestapos arkiv, og her var Gestapo ved skånselsløst at rive den danske modstandsbevægelse fra hinanden. De havde fat, hvor det virkelig gjorde ondt, og den københavnske modstandsbevægelse var truet på sin eksistens. Frihedskæmpere blev arresteret, tortureret og henrettet på stribe, og danskerne var desperate. Derfor bad de britiske Royal Air Force om at angribe Shellhuset, og d. 21. marts 1945 sendte Royal Air Force bombefly og jagerfly ind over Københavns tage for at knuse både bygningen og Gestapo.
Operationen var risikofyldt, og det var klart for både briterne og modstandsbevægelsen, at den ville med stor sandsynlighed også koste uskyldige danskere livet. I bygninger i nærheden arbejdede almindelige mennesker, og i tagetagen på Shellhuset var arrestede modstandsfolk anbragt som levende bombeskjold. Tab var altså forventet.
Det var den katastrofe, der kom til at udspille sig på Frederiksberg ikke.
Ét af briternes fly styrtede nemlig ned i et garageanlæg på Frederiksberg Alle, og blandt de efterfølgende tog nogle fejl af røgen efter nedslaget, og forvekslede det med målet. Dermed ramte bomberne ikke bare Shellhuset tæt på Vesterport st., men også den franske skole mere end halvanden kilometer derfra. Resultatet blev en tragedie af helt uforståeligt omfang. 86 børn blev dræbt, dertil kom nonner, brandfolk og forældre til børn på skolen. I husene omkring skolen opstod en fladebrand, og både på Maglekildevej, Henrik Ipsens vej og på Sønder Boulevard lidt derfra mistede mange livet.
Beretningerne fra den franske skole er rædselsvækkende, børn blev knust i ruinerne, kælderene fyldtes med vand, så overlevende børn druknede og redningsfolk forsøgte at få børnene ud med stor fare for eget liv. Ildebrande hærgede skolen, mens mure styrtede sammen og skrækslagne forældre desperat ledte efter deres børn.
Imens var Shellhuset pulveriseret, Gestapos arkiver var udslettede og ved et mirakel var det lykkedes en del modstandsmænd at flygte i live fra det brændende hus, herunder lægen Mogens Fog, der var medlem af Frihedsrådet. Et spektakulært bombeangreb, der satte Gestapo i Danmark skak-mat i krigens sidste tid, og beviste at RAF ikke bare var suveræne i luften, de havde også viljen til at bakke op om den danske frihedskamp.
Katastrofe og succes. Operation Carthage var begge dele, og enhver beretning om den frygtelige dag skal kunne rumme det hele. Det kan Aagaards Bombemål Shellhuset – og mere til. Det er historieformidling på meget højt plan. Velskrevet, saglig og med en virkelig stærk billedside holder bogen smukt balancen mellem formidling og faglighed, mellem at fortælle om de dramatiske begivenheder på en spædende måde uden at forfalde til at svælge i tragedien.
Bombemål Shellhuset fortæller om optakten til 21. marts, om udførelsen og om konsekvenserne. På de 352 sider er der blevet plads til både nørderi om flytyper og flak, men også til små portrætter af piloterne, modstandsfolkene og nazisterne, samt udtømmende beskrivelser af de mange nedslagssteder. Det er en bog, man ikke må gå glip af, hvis man er interesseret i 2. verdenskrig eller i Frederiksbergs lokalhistorie.
En personlig note: På Frederiksberg er katastrofen ved den franske skole aldrig blevet glemt. På Frederiksberg Alle er en lille plads indviet som mindesmærke, og hvert år på den 21. marts er der en mindehøjtidelighed. I år er den selvfølgelig aflyst, men normalt ville pårørende til de dræbte børn, det officielle Frederiksberg, brandvæsenet samt repræsentanter for det britiske flyvevåben eller ambassade samles kl. 11 for at vise deres respekt for de dræbte. Indtil for få år siden var der også overlevende piloter med. Jeg plejer at cykle forbi og lægge et par påskeliljer ved stennonnens fod, og sende en tanke til alle dem, der ikke overlevede 21. marts 1945. Æret være deres minde.
Christian Aagaard: Bombemål Shellhuset og katastrofen ved den franske skole. 352 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkommer marts 2020
[…] Hvis man – uanset alder – får lyst til at vide mere om den skæbnesvangre dag, så kan bogblogger.dk anbefale fagbogen Bombemål Shellhuset. […]