Jonas Kleinschmidt: Englene over København
Johannes farfar er død, og 15-årige Johannes er i sorg. Han havde et nært forhold til sin farfar, og havde hørt mange historier fra farfarens liv. Der var dog én historie, der aldrig rigtig blev fortalt – en frygtelig historie. Historien om Den franske skole.
Farfaren er væk, men historien vil fortælles. Johannes hvirvles derfor tilbage i tiden, til Frederiksberg i den skæbnesvangre måned marts 1945, i dagene inden britiske bombeflyvere ved et uheld pulveriserede den katolske pigeskole på Frederiksberg Allé og dræbte over 100 mennesker.
Her, i 1945, møder han drengen Raf, som han bliver venner med. Raf introducerer ham til ungdomslivet i krigens sidste måneder. Boys will be boys, som man siger, og Johannes kommer med Raf og hans venner på arbejde, til fodbold og på hemmelige steder, hvor de smugdrikker og ryger. Som unge jo gør og gjorde – også i krigstider.
Besættelsen var ikke en nem tid at være ung i, og Johannes oplever også de mange dilemmaer, man stod i dengang. Hvordan tackler man det, når ens ven er i familie med en nazist? Hvordan får man hverdagen til at fungere i en ualmindelige og farlig tid? Og hvad gør man, når det mest uforståelige frygtelige sker, og skrigende børn løber gennem gaderne, mens mure synker i grus bag dem og den værste katastrofe i Frederiksbergs historie udspiller sig for øjnene af en?
Englene over København er en ungdomsroman, og en utrolig god en af slagsen. Grebet med at flytte en 2020-dreng 75 år tilbage i tiden fungerer virkelig godt, og giver en god fortællevinkel uden at bliver overpædagogisk eller forudsætte kendskab til besættelsen, som de fleste unge ikke har. Gennem Johannes’ øjne oplever vi hverdagen under krigen med undren og interesse, fortalt så også nutidens unge kan forstå hvad der foregik. Bogen læses i et stræk, og er en god introduktion til både krigen og bombningen af den franske skole for fremtidens generationer. Og så er det grundlæggende en god historie – og en smuk fortælling om venskab, sorg og svære valg.
Hvis man – uanset alder – får lyst til at vide mere om den skæbnesvangre dag, så kan bogblogger.dk anbefale fagbogen Bombemål Shellhuset.
Jonas Kleinschmidt: Englene over København. 242 sider, Turbine. Udkommer 20. marts 2020