Agnes Henningsen: Dødsfjende – Hjertenskær / Jeg er levemand
I Dødsfjende-Hjertenskær træder vi ind i den første årti af det 20. århundrede, hvor Henningsens ældste datter bliver konfirmeret, og Henningsen oplever sin store forelskelse i den norske Ole Osborne –også af Henningsen kaldet ’Lille Ny’. Han er rig og vil give hende guld og grønne skove for dernæst at fortryde og så komme igen med løfter, han ikke kan holde. Men Henningsen lader sig ikke slå ud trods et omtumlet hjerte, så falder hun for Gunnar Heibergs smiger og inviterer ham på visit i sin veninde Riis’ to overflødige værelser;
”Føj for den lede,” sagde hun og var usædvanlig uoplagt. ”Du med alle dine elskovshandler.”
”Riis. Jeg har været uden mand i et fjerdingår,” sagde jeg, og det var måske lidt overdrevent.
”Begynder du nu også at lyve?”
”Riis. Det er Gunnar Heiberg.” Straks fik hun mere farve i sit lille brogede fjæs, men hun drejede det bort fra mig, jeg skulle ikke se, at det gjorde en vældig forandring, at det var hendes beundrende skribent.
”Riis. Jeg kan citere min Karen-Sofie: Jeg har aldrig været så vildt vanvittig glad.”
”Sgu med hver eneste en,” sagde hun og fulgte mig alligevel ud.
Og således er femte bind af Henningsens erindringsværk igen fyldt med mandlige bekendtskaber, men også Henningsens debut som oplæser af sine tekster. Det er morsomt og lidt tragisk, hvordan de fleste mænd er betaget af Henningsen og vælger hende fra måske af angst for at skulle forsørge hendes fire børn eller alene grundet hendes troløshed.
Sjette bind, Jeg er levemand, starter med Holger Drachmanns 60-års fødselsdag i 1906, og Henningsen fortæller i sprudlende sætninger om de forfattere og skuespillere, hun omgås. Snart er Simon Kock betaget af hende, men heller ikke han kan få Henningsen til at binde sig, og hun siger til ham, da han spørger, hvornår nogen kan være sikker på hende;
”Vel om en syv-otte år”, lo jeg. ”Når jeg er så gammel, at ingen anden vil have mig.”………”Husk, jeg er levemand. Jeg er levemand.”
Frygt ikke at gå i gang med Agnes Henningsens ottebinds erindringsværk, for selvom det samlet giver en hulens masse læsetimer, så er det vældigt underholdende, så længe du bare holder tungen lige i munden. Sproget er nemlig ikke ændret for at lette læsningen for os, nej det er så tæt på den oprindelige version overhovedet muligt, og det i sig selv giver en helt speciel læseoplevelse, især fordi det er skrevet på gammelt dansk og i dette bind også gammelt norsk. Når først man vænner sig til hendes måde at skrive på, tager teksten fart, og så er det noget af en underholdende dame, vi har med at gøre, og et helt unikt indblik i dansk historie.
Agnes Henningsen: Dødsfjende-Hjertenskær / Jeg er levemand, Gyldendal, 504 sider, oktober 2019