“Dette er historien om min undergang. Om hvordan ét enkelt menneske rev mig bort fra mine kære og mit daglige virke og lagde min tilværelse i ruiner. …”

Sådan indledes “Tolken”, som er den tredje roman i den italienske forfatter Diego Maranis lingvistiske trilogi, der handler om sprog og identitet. Og endnu engang overrasker forfatteren med en finurlig og original roman, der på ingen måde ligner det, man ville betegne som en traditionel roman.

Første del af romaen er meget smuk og meget forstemmende med en gribende, næsten Kafkask intensitet. Som indledningen indikerer, handler bogen om hovedpersonen, den regelbundne og traditionelle grå mand, Félix Bellamys dramatiske deroute. Han passer sine tulipaner og lever i et næsten symbiotisk forhold med sin elskede kæreste Irene:

“Vi havde levet sammen så længe, Irene og jeg, at hun efterhånden føltes som et organ i min krop. Hun var der, et sted i mit indre, og pulserede i samklang med resten af organismen.”

Men da Felix får job som direktør for tolketjenesten i en international virksomhed, begynder den faste grund under hans fødder at skride. Og i løbet af bogen forsvinder den fuldstændig og aldeles.

Irene forlader ham. En af hans ansatte tolke begynder at opføre sig mærkeligt; når han sidder i tolkekabinen udstøder han blandt andet umotiverede, mærkelige lyde og fløjt og han tilføjer ord, der ikke indgår i det, der skal oversættes etc. Med andre ord, overholder han ikke sprogets konventioner. Sagen lander på Felix’ bord, og han må modstræbende fyre manden. Tolken forbander Félix, og spår at også han vil blive grebet af denne smitsomme sproglige sindssyge. Og som spået, så sket.

Sproget rabler og det samme gør Felix. Han lader sig indlægge på en klinik, hvor folk med sproglige forstyrrelser indlægges. Opholdet på sprogklinikken er fuldstændig syret og absurd, men hamrende morsomt beskrevet.

Og så kammer bogen desværre fuldstændig over, og bliver lige så rablende som sin hovedperson. Handlingen udarter sig til den rene røverhistorie, der blandt andet omfatter en odyssé gennem Europa, et frivilligt gidsel, gangstere og ikke mindst eftersøgningen af den opsagte tolk. Han var nemlig på sporet af noget epokegørende, nemlig en sammensmeltning af alle sprog. Det kan meget vel læses som et ironisk selvbiografisk element. Diego Maranin har nemlig selv opfundet det kunstige sprog Europanto, som netop er et sammenrend af europæiske sprog.

“Tolken” er både meget underholdende, men desværre også skuffende. Og den når på ingen måde den første roman i trilogien, mesterværket “Ny finsk grammatik” til sokkeholderne. Det var en meget tankevækkende roman, om hvordan sproget danner indentitet. Vi har også anmeldt Den sidste Vostjak af samme forfatter.

Diego Marani: Tolken, Jensen & Dalgaard, oktober 2019, 196 sider, oversat fra italiensk til dansk af Cecilia Jakobsen.