“Den sidste vostjak” er den anden roman i det, som den italienske forfatter Diego Marani selv betegner som sin “lingvistiske trilogi”. Det er tre selvstændige romaner, der undersøger forholdet mellem sprog og identitet.

Jeg har med stor fornøjelse læst trilogiens første roman, “Ny finsk grammatik”, som også er anmeldt her på bloggen. Den er et genis værk. Så mine forventninger var selvsagt tårnhøje, da jeg gik i gang med “Den sidste Vostjak”.

Diego Marani er på mange måder spændende. Ud over at være forfatter og klummeskribent er han seniorlingvist ved Europakommisionen og har – hold fast – opfundet det kunstige sprog Europanto, som er et sammenrend af europæiske sprog.

I “Den sidste Vostjak” følger vi hovedpersonen Ivan, som er en såkaldt Vostjak. Han er det sidste overlevende medlem af et uddøende folk, som ingen kender, og hvis sprog ingen taler. Han er vokset op i fangelejren Gulag, som var et vidt forgrenet system af arbejdslejre eller rettere koncentrationslejre, der isolerede politiske uønskede elementer. Da Ivans far dør, er der ikke længere nogen at tale “vostjakst” med. Da Gulag lukkes ned, flytter Ivan ind i skovene, hvor han lever et primitivt liv. Han opdages af en sprogforsker, som ser Ivan og hans sprog, som et potentielt gennembrud i sprogforskningen. Og det bliver mødet mellem det såkaldt civiliserede og primitive menneske. Spørgsmålet er bare hvem, der er hvem.

Sprogets vigtighed og magt er de centrale temaer i denne finurlige fortælling, der dog desværre bliver lidt for søgt og farceagtig efter min smag. Der går simpelthen for mange klicheer og “you tarzan, me Jane” i den. Og det er virkelig ærgerligt, for sproget som bærende element er et genialt tema. For nok er Ivan primitiv set i verdens øjne, men gennem hans sprog og kultur er han meget mere end det. Ivan er en del af noget, der er større end ham selv. En del af alle dem, der gik forud, og en del af den natur han lever af og i.

Pointen skæres ud i pap, når det beskrives, hvordan han ikke er helt tryg ved elektrisk lys, de russiske prostituerede og stort set alle de elementer, det såkaldt civiliserede samfund består af.

Summa summarum – den, der har flertallets ord og sproget i sin magt vil altid være førende i flokken. Men hvilken flok? Og på hvilken bekostning?

Diego Marani: Des sidste vostjak, Jensen & Dalgaard, november 2018, 182 sider, oversat af Cecilia Jakobsen.