Om lidt over en måned er det 75 år side, at Auschwitz blev befriet, og dermed også 75 år siden at den hollandske læge Eddy de Wind undslap. Han var som jøde blevet deporteret fra den hollandske lejr Westerbork til Auschwitz i 1943 sammen med sin kone Friedel.

Selvom det er tæt på at gå galt allerede ved ankomst – venstre eller højre, gaskammeret eller lejren – lykkedes det dem begge at blive overflyttet til lejren, oveni købet i to barakker ved siden af hinanden, så de kan holde kontakt under fangenskabet.

Friedel kommer nemlig til den barak, hvor der laves eksperimenter på de kvindelige fanger, og Eddy kommer som læge til sygebarakkerne. Selvom det på nogle områder giver lidt bedre vilkår end i andre dele af lejrene, skal de stadig forsøge at overleve under frygtelige vilkår. De brutale eksperimenter på kvinderne, sult og sygdom, og ikke mindst voldens vilkårlighed bliver deres hverdag, og gaskamrene føles aldrig langt væk: det kræver bare en uheldig dag, en gnaven SS’er eller en lejrlæge med lyst til at rydde lidt ud i det jødiske sygepersonale.

Endestation Auschwitz er Eddys historie, som han allerede skrev ned i lejrens allersidste dage, da SS havde rømmet den og sendt de fleste fanger ud på de berygtede dødsmarcher, men hvor enkelte fanger – herunder en del af de medicinsk uddannede fanger – blev tilbage. Bogen er altså for største delen skrevet i selve Auschwitz, og det giver en særlig autencitet. Forfatteren vidste simpelt hen ikke, hvordan det endte, da han skrev, og han kendte heller ikke andres fortællinger.

Til gengæld er bogen ikke særlig velskrevet, og den skal ikke læses for sine litterære kvaliteter. Endestation Auschwitz skal i stedet læses som et kontant vidnesbyrd fra en af de fanger, der havde et anderledes fangenskab og om de uhyrlige eksperimenter, kvindelige fanger blev udsat for.

Eddy de Wind: Endestation Auschwitz. 257 sider, Forlaget Klim. Oversat af Birthe Lundsgaard, 2019