// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Bøgeholt Pedersen & Jacob Oliver Krarup: Julemandens tvilling
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog

Lars Bøgeholt Pedersen & Jacob Oliver Krarup: Julemandens tvilling

Skrevet af den 20. november 2019 – 05:49Ingen kommentarer

Personligt synes jeg ikke, der er noget bedre end tiden op til jul, hvor dagene bliver fyldt med julehygge og glade børn. Derfor er det da også oplagt, at godnathistorien bliver erstattet af en vaskeægte julehistorie. Især når det er en historie som denne, hvor den 10-årige Anton får en livsnødvendig opgave, som kun han kan løse – nemlig at redde julen.

Anton bliver få dage før jul kontaktet af en mærkelig lille mand kaldet Gorm med en opgave, kun Anton kan løse. Samtidig er der startet en ny, ret sej pige i klassen, som allerede på sin første dag redder Antons lillesøster fra at få en vasker af en af de større elever. De to klassekammerater bliver med det samme venner, så da den mærkelige mand, der viser sig at være en vaskeægte nisse, pludselig tropper op hjemme hos Anton og overtaler ham til at hjælpe med at finde julemanden, som er forsvundet, tager Mille med.

Hvad de to venner ikke ved er, at gemt i Gorms kuffert ligger Antons otteårige lillesøster Frida – hun vil også hjælpe med at finde, hvad der viser sig at være julemandens tvilling, og snart befinder de tre sig i et magisk land befolket af dværge, elvere og hekse. Tiden er knap, hvis verdens børn skal nå at få deres gaver juleaften, og de tre kommer igennem lidt af hvert for at redde julen og bringe julemanden sikkert hjem. De bliver blandt andet udsat for fortryllede drikke, elvere der tager dem til fange, og en julemand der ikke vil dele sin attraktive stilling med sin bror.

Julemandens tvilling er et rigtigt godt juleeventyr til dig, der nyder at læse højt for dine børn og gerne vil have lidt ekstra julehygge i december måned. De 24 kapitler er nemme at læse, med et godt højtlæsningssprog og en passende længde, som tager under 10 minutter pr. kapitel at læse. Historien egner sig til både højt -og selvlæsning for børn mellem 9 og 12 år.

Lars Bøgeholt Pedersen & Jacob Oliver Krarup: Julemandens tvilling, Forlaget Pronto, 186 sider, oktober 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.