Henriettes historie er hjerteskærende. At vokse op og forsøge at blive et helt menneske, når man stort set kun oplever svigt, er en meget stor opgave. Og det så på tidspunkter også meget sort ud for Henriette. Som barn var hendes hverdag ustabil, og hun levede på skift hos en velmenende far, der brugte det meste af sin tid på det lokale værtshus, og en mor, der sad derhjemme sammen med stedfaderen og drak tæt og ikke kunne tage vare på sine børn. Med alkoholen kom volden og med volden kom magtesløsheden og utrygheden.

Og hvordan overlever man så det? For Henriettes vedkommende handlede det om at gøre sig stærkere. At være lige så modbydelig mod sine omgivelser, som omgivelserne var mod hende. At række ud efter hjælp, fortryde, lyve, ryge hash, slås, tage hårde stoffer, bekrige enhver der forsøger at række ud for at hjælpe, for til sidst at stikke af hjemmefra på bare fødder.

Det er meget voldsom læsning. Især første del af bogen, der handler om Henriettes tidlige barndom er næsten ikke til at bære. Av.

De følgende to afsnit er på en anden måde mere distancerende, og det får karakter af, at hun har behov for at få fortalt en masse brudstykker uden en egentlig sammenhæng. Men det gør i virkeligheden bogen meget autentisk, for det må helt sikkert være sådan, hun har haft det.

I det hele taget bærer bogen præg af at være båret af forfatterens ønske om at komme ud med det. At få vreden ud. At rette det store skyts mod ”systemet”, som får skylden for det meste i denne her bog. Som alle andre omsorgssvigtede børn nærer hun en kæmpe loyalitet over for sine forældre, hvis skyld det her reelt er. Og på den måde fremstår bogen noget unuanceret. Jeg sidder som læser ikke tilbage med en entydig opfattelse af, at det udelukkende er ”systemets” skyld. Men Henriette føler sig helt og aldeles røvrendt af systemet, som hun selv skriver, og valget om at inkludere ordrette sagsakter som en del af bogen understreger behovet for at hænge systemet ud – at sige ”se selv, hvad der står og hvad der er sket – systemet stinker”.

Men sammen med behovet for at hænge systemet ud, opstår bogens paradoks. For på den ene side er hun vred og harm over et system, der ikke handler tilstrækkeligt, da hun er barn. Men samtidigt er hun også vred på selvsamme system, da det ifølge hende handler for meget, for eksempel da hun selv bliver gravid og føler sig forfulgt af systemet. Hun bliver jagtet på grund af sin fortid og glemmer at rationalisere over, at selvsamme system faktisk bare udviser rettidig omhu overfor hendes ufødte barn. Det er på den måde meget unuanceret og subjektivt. Der efterlades ikke meget plads til efterrationalisering.

Men uanset at forfatteren, selvfølgelig, er i sine følelsers vold og har haft et personligt behov for at skrive denne bog, så er det for læseren også en meget autentisk indføring i de børneliv, der er derude, i nutidens Danmark, og som ”systemet” har meget svært ved at hjælpe.

Og det gælder ikke kun ”underklassen” på Amager. For som hun så billedligt skriver: ”Man kan være født med en guldske i røven eller en træske i fissen – begge kan svide op gennem opvæksten”. Og dette citat er egentlig meget kendetegnende for bogens stil.

Lige som tilfældighederne i Henriettes liv har været med til at ødelægge mere end at gavne, er det også tilfældigheder, der redder hende til sidst. Og sådan skulle det jo helst ikke være i velfærdsdanmark. I Danmark bør ingen børn være overladt til tilfældighederne, og hendes historie er et vidnesbyrd om, at intet system, ingen lovgivning eller selv den mest kyndige og grundige socialrådgiver kan løse alting.

Hvor er det fedt, at Henriette, på trods af alle odds, fandt en vej ud, og forhåbentlig kan hun med sit virke i dag bidrage til, at færre børn skal opleve dét, som hun har oplevet. Jeg hepper oprigtigt på hende. Og på alle andre børn i samme situation.

Bogen er en vigtig øjenåbner. En autentisk og barsk historie. Og uanset de manglende nuancer, som en grundig redaktør måske kunne have sorteret en anelse i, så er den absolut værd at læse, og det vil jeg anbefale dig at gøre.

Kunne du lide Morten Papes Planen eller Guds bedste børn, så vil det her nok også være noget for dig.

Henriette Karlsen, Ama’r halshug, Politikens forlag, 2019, 330 sider.