Det starter med et drab. To unge danske mænd overfalder et avisbud med anden etnisk baggrund, og avisbuddet dør. En uendelig tragisk, ulykkelig og desværre virkelig sag fra Amager, som Morten Pape nu har spundet en fiktiv ende over. Overfaldet er racistisk motiveret, for de unge mænd var høje på stoffer, sprut og had til indvandrere.

Det er vel forkert at sige, at det starter med et drab, for det starter med to unge mænd, der bliver født som alle andre børn og ender uendeligt afstumpet. De er fætre, men går i det hårde miljø på Amager under tilnavnet Brødrene Vold. Så er rammen ligesom sat, og de to mænd har ikke fået deres afstumpethed fra fremmede. Deres familiehistorier er fyldt med vold, druk og svigt, og hvordan skal nok blive Guds bedste børn, når man vokser op sådan?

Mickey er manden med det dræbende kølleslag – drengen bør man vel sige – og de eneste normer, han kender, er det kriminelle miljøs benhårde regler om ubrydelig loyalitet og rå vold. Kommunens hjælp er ikke meget bevendt trods behjertede forsøg fra velmenende socialarbejdere kommer han kun længere og længere ud før en hastig stigning i voldsepisoder ender i det forfærdelige drab.

Hans fætter Simon er kun en smule bedre. Han har på drabstidspunktet gjort sin kæreste gravid, og da han ikke tackler efterfølgerne af drabet særlig godt, må han efter fængselsopholdet gå under jorden med kæresten og deres tvillinger, fordi han kom til at sige lidt for meget under afhøringerne og retssagen. Den slags bliver ikke glemt, og Simon kæmper for at skabe et nyt liv for sig selv og sin lille familie – hvilket er vanskeligt, når man dels har lagt sig ud med det kriminelle miljø og dels også selv er ude af stand til at tackle modgang uden at gribe til vold.

Faktisk starter det endnu tidligere, nemlig med avisbuddets Zekis venskab med en jævnaldrende dreng, Jamil. Det er Jamil, der overtaler Zeki til at tage ruten den skæbnesvangre dag, og han overværer drabet uden at kunne gribe ind. Det nager ham, både fordi han rent faktisk har en samvittighed, men også fordi kammeraterne i hans blok anklager ham for det skete. De to, Zeki og Jamil, er heller ikke Guds bedste børn, for hos Morten Pape er vi på samfundets absolutte bund, og her er ingen rene helte, kun svigt og knuste børn.

De tre – Mickey, Simon og Jamil – fortæller hver deres del af historien om at vokse op i et råt miljø, hvor der er få chancer og flere nederlag, og hvor det er uendelig svært at bryde ud. Jamil er den, der har de bedste kort på hånden, for trods hans vanskelige familiebaggrund har han i modsætning til de to andre end mor, der kæmper for ham. Men så kommer drabet…

Guds bedste børn er, ligesom Papes debut Planen, en meget rå roman. Volden er allestedsnærværende, og respekten for mennesker ikke-eksisterende. Det er på ingen måde en opløftende roman, og heller ikke en roman der forsvarer de unge mennesker på trods af deres baggrund, men alligevel popper indignationen op undervejs (blandt andet ved de små bidder af Mickeys journal): hvordan kan samfundet svigte de unge mennesker så fundamentalt?

Morten Pape: Guds bedste børn. 438 sider, Politikens Forlag. 2018