// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Esben Hanefelt Kristensen: Da Jorden fik feber
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog, Billedbog, Dansk roman, Eventyr, Fantasy, Klima og miljø, Samtalebog

Esben Hanefelt Kristensen: Da Jorden fik feber

Skrevet af den 21. oktober 2019 – 06:00Ingen kommentarer

Da Jorden fik feber starter med en narrativ og romantisk, og til tider en poetisk, beskrivelse af, hvordan Jorden opstod og udviklede sig, og hvordan Gud har tænkt om Jorden, samt hvordan alt levende på Jorden levede sammen.

Så hører vi, hvordan mennesket blev fjernt fra Gud – en ganske diskret hentydning til Syndefaldet uden at nævne det direkte – og gik ud i verden alene.

Herefter fortælles det, hvordan menneskene siden begyndte at drive rovdrift på naturen med øje for profit og industri. Her er der også en særlig dyster og mørk illustration, mens der berettes om denne udvikling i menneskets historie. Jorden bliver altså syg af forurening og mishandling; den får en feber, og Gud ser, hvor slemt det står til. Han sender derfor sine fire største engle, Rafael, Gabriel, Uriel og Mikael, til Jorden.

På hver sin måde fører ærkeenglene deres dyregruppe – fisk, fugle, insekter og firebenede dyr – hen og konfronterer menneskene, så de kan sige fra over for dem, der er ved at ødelægge Jorden. Vi ser blandt andet – igen ret diskret – en hentydning til bibelske hændelser, hvor Gud har sendt et wake-up-call til menneskeheden med truslen om en kæmpemæssig vandmasse, der vil oversvømme byer, og en enorm horde af insekter, der maler himlen sort.

Til slut bliver vi ført til Betlehem med en påmindelse om, at Jesus engang var kommet til Jorden for at føre menneskeracen, på samme måde som ærkeenglene lige havde ført dyrene.

Fortællingen bærer ikke præg af en kristen morale eller en decideret kristen historie, som vi kender det fra Biblen eller andre religiøse bøger, men der er ingen tvivl, om at budskabet bærer både et klimabevidst og et kristent tema. Esben Hanefelt Kristensen har forenet de to store emner på ganske fortrinlig vis.

Selvom der er meget sammenhængende tekst, så har de smukke illustrationer så mange detaljer og nuancer, at barnet – hvis man bruger bogen som højtlæsning – sagtens vil kunne fordybe sig i billedet under læsningen.
Da Jorden fik feber tilbyder også en fin måde, hvorpå de unge læsere kan lære om naturens og dyrelivets mangfoldigheder.

Jeg synes, det er en glimrende bog, og jeg tror, den vil egne sig fint som en højtlæsningsbog for de børn, der begynder at få en vis forståelse for verden – nok fra indskolingsalderen og op.

Da Jorden fik feber har to store forcer med sin eventyrlige fortælling og de flotte illustrationer, og så er det en bog, der vil kunne hjælpe med at åbne de unge læseres øjne for de klimaudfordringer, verden står over for.

Læs også anmeldelserne af Nattergalen og Rødhalsen og andre fortællinger.

Esben Hanefelt Kristensen: Da Jorden fik feber. Eksistensen, 2019. 44 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.