// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » HC Andersen: Nattergalen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Eventyr

HC Andersen: Nattergalen

Skrevet af den 19. oktober 2018 – 06:56Ingen kommentarer

Esben Hanefelt har tidligere udført opgaver for blandt andet Royal Copenhagen og Folkekirken. Denne gang fabulerer han både tegnende og idyllisk i sit forord til H.C. Andersens berømte eventyr, Nattergalen. Han digter en smuk forhistorie til skabelsen, eller det vil sige, han sætter ord, følelser og hensigter på Guds skaberlyst.

Han sætter nærmest Gud og Skabelsesberetningen i et eventyrligt lys. Hanefelt forener disse gennem en verdensforståelse og overtro, der bærer ligheder med naturreligionens skabelsesmyter. Det er svært at afgøre, hvorvidt det er kristendommen, der bliver trukket ind i kunsteventyret og dermed ind i den nordeuropæiske kultur, eller om det er omvendt, men det er harmonisk.

Illustrationerne er smukke og farverige. De er domineret af kraftige blå nuancer i baggrunden, mens detaljerne står tydeligt frem i klare farver. Stilen er drømmende og flydende. De er næsten som små collager af mystik og fugle med en kinesisk fornemmelse. Der er dybde i billederne, og nye detaljer springer hele tiden i øjnene.

Vi kender nok alle historien om den kinesiske kejser, der sad i sit smukke slot med fine og smukke ting overalt omkring sig. Da han en dag hører om denne nattergal, der synger så smukt, bliver han overrasket og ønsker straks at lade den få foretræde for ham. Og snart er den holdt fanget på slottet, men den trives ikke i fangenskabet. Nattergalen flygter, efter at kejseren modtager en mekanisk spillefugl, der kan synge smukt, næsten som den virkelige. Ydermere ser kunstfuglen smuk ud, modsat den virkelige fugl med sine beskedne farver.

Bedre skulle det ikke gå, end at den falske fugl bliver slidt, og kejseren en dag ligger for døden. Og bedst som alle troede ham død, og Døden selv var kommet efter ham, vendte nattergalen tilbage og sang kejseren til live igen. Derefter lod kejseren nattergalen flyve frit til og fra hans værelse.

I sin efterskrift forestiller Hanefelt sig, hvordan idéen om Nattergalen kom til H.C. Andersen med lidt eventyrlig mystik involveret, og til sidst følger en anekdote fra Hanefelts eget liv, hvor han fortæller om, hvorfor eventyret er særligt for ham.

H.C. Andersen er altid værd at læse, og Nattergalen er et dejligt eventyr. Når man så tilføjer Esben Hanefelts ekstra dimensioner, så bliver det næsten en ny læseoplevelse.

Mine to piger på snart fire og seks år er helt vilde med illustrationerne, så det er en bog, der kan ramme en bred aldersmæssig målgruppe.

H.C. Andersen: Nattergalen, 2018, Eksistensen, 40 sider.