Sverre Henmo: På vej hjem
På vej hjem er en spændende roman med et meget intens stille drama, der giver læseren høj puls.
Thale og Magnus er kærester, hvilket de har været i over 10 år. De er sammen taget op i deres fjeldhytte, mens Thales 16 årige søn er blevet tilbage i byen, da han skal til basketballstævne. Allerede efter nogle timer i hytten og flere glas god rødvin, bliver de ringet op. Thales søn er faldet om til basketball og er på vej til sygehuset.
I nutidssporet sidder vi i bilen sammen med Thale og Magnus på turen fra fjeldhytten til sygehuset i Oslo. En køretur på 215 kilometer en regnfuld mørk aften (stemningen kan mærkes, der er ikke noget med en lun sommeraften og en solnedgang). I det andet spor rejser vi kapitel for kapitel baglæns i tiden.
På vej hjem er en fremragende roman om parforhold, om at elske, om at ønske sig noget ens partner måske ikke kan give en. Og så er det selvfølgelig en roman om livet og kærligheden, der hvor det niver. Jeg er begejstret!
“Vi går ind og ud af tosomheden. Indimellem er det, som om det filter, der giver scenerne varme og intimitet, forsvinder, og pludselig er vi bare to personer, som tilfældigvis befinder sig i det samme rum.”
Og det er en roman om en veluddannet, følsom, usikker mand (moderne?), der har svært ved at finde sin plads i et forhold til en stærk og handlekraftig kvinde. Og derfor er det til dels også en roman, der undersøger kønsroller. Ret interessant.
På vej hjem er oplagt læsning til dig, der ser optaget af, hvad der sker mellem mennesker, når en kritisk situation opstår og oplagt læsning, hvis du sætter pris på skildringen af parhold.
Hvis du kan lide Sort is af norske Helene Uri (et fremragende ægteskabskammerspil) vil du formentlig også sætte pris på denne roman. Hvor parret i Sort is er fanget i deres lejlighed (og deres parforhold) i en uge i Oslo, er parret i På vej hjem på lignende vis fanget i deres bil i nogle timer (og i deres parforhold). I begge romaner ser vi tilbage på hændelser, der har formet deres liv og måde at være på.
Sverre Henmo er født i Oslo i 1968. Han er uddannet i sociologi, men arbejder som redaktør på et norsk forlag. Har også skrevet ungdomsromaner og har tidligere vundet priser.
Sverre Henmo, På vej hjem, September 2019, På dansk ved Rasmus Klitgaard Hansen, 244 sider.