// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Matt Wesolowski: Seks stemmer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Gys, Horror, Spænding

Matt Wesolowski: Seks stemmer

Skrevet af den 5. september 2019 – 06:392 kommentarer

Er du også vild med true crime og podcasts? Så er Seks stemmer helt sikker noget for dig, da den er noget så originalt som en podcast-roman. Matt Wesolowski har taget to af tidens populære trends og forenet dem i dette mystiske gys af en bog, der holder dig på kanten af stolen til det sidste.

Liget af teenageren Tom Jeffries bliver i 1997 fundet i et øde moseområde ved Scarclaw Fell, hvorfra han forsvandt et år tidligere under en lejrtur med nogle kammerater. Politiet henlægger sagen som en ulykke, men var det nu også det?

Internet-kultfiguren Scott King tager sagen op i sin populære true crime-podcast tyve år senere for at forsøge at klarlægge, hvad der egentlig skete dengang på Scarclaw Fell. I seks afsnit interviewer han seks af de mennesker, der var til stede den fatale aften, hvor Tom forsvandt. De har alle forskellige versioner af begivenhederne, men kan man stole på deres minder, for de var trods alt kun unge, letpåvirkelige teenagere dengang?

Efterhånden som serien skrider frem, afdækkes gamle intriger og jalousi, som måske kan have haft en betydning for Toms tragiske endeligt. Som sidehistorie hører vi også om drengene, der fandt liget af Tom, men det står ikke klart, hvorfor de var oppe på Scarclaw Fell en sen nat, og hvordan det lykkedes dem at finde liget af Tom, når det trods grundige eftersøgninger aldrig lykkedes for politiet. Til sidst tager historien en meget overraskende drejning, som vender alt det, man troede, man vidste, på hovedet.

Matt Wesolowski fik inspirationen til Seks stemmer fra den meget populære podcast Serial, som behandler gamle kriminalsager og forsøger at kaste et nyt lys over dem. Ligesom i virkelighedens podcast får Wesolowski sine læsere til at gætte med og forsøge at løse mysteriet om, hvad der i virkeligheden skete, da Tom Jeffries døde ved Scarclaw Fell.

Seks stemmer er virkelig velkonstrueret med de overnaturlige elementer, der hører sig horrorgenren til. Den mindede mig til tider om Baskervilles hund, som gav mig samme følelse af hele tiden at ville se mig over skulderen, og som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Jeg var lidt skeptisk over for, om ideen med mange stemmer ville fungere på skrift, eller om det ville blive for rodet eller forvirrende, men min tvivl blev gjort til skamme. Jo længere jeg kom i historien, jo mere rejste hårene sig på mine arme. Jeg måtte opgive at læse den færdig i nattens mulm og mørke og i stedet vente på dagslyset, før jeg turde læse de sidste sider.

Matt Wesolowski har tidligere skrevet horrornoveller, men Seks stemmer er hans første roman. Den næste bog i serien udkommer på dansk i foråret 2020, og jeg glæder mig allerede til at blive skræmt fra vid og sans igen.

Matt Wesolowski, Seks stemmer, Forlaget Alhambra, 256 sider, oversat af Marie Kopp, september 2019

2 kommentarer »

  • […] Seks stemmer er virkelig velkonstrueret med de overnaturlige elementer, der hører sig horrorgenren til. Den mindede mig til tider om Baskervilles hund, som gav mig samme følelse af hele tiden at ville se mig over skulderen, og som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Jeg var lidt skeptisk over for, om ideen med mange stemmer ville fungere på skrift, eller om det ville blive for rodet eller forvirrende, men min tvivl blev gjort til skamme. Jo længere jeg kom i historien, jo mere rejste hårene sig på mine arme. Jeg måtte opgive at læse den færdig i nattens mulm og mørke og i stedet vente på dagslyset, før jeg turde læse de sidste sider. (Bogblogger) […]

  • […] Læs også vores anmeldelse af den første bog i serien, Seks stemmer. […]

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.