Georgi Gospodinov m.fl.: Looking Writing Reading Looking. Forfattere om kunst fra Louisianas samling
Det giver rigtig god mening at koble moderne kunst sammen med moderne litteratur, som Louisiana gør det i nærværende værk, og på deres anerkendte litteraturfestival, Louisiana Literature.
Her har Louisiana inviteret 26 internationle forfattere til at “gå i dialog”, som de kalder det, med kunstværker fra museets imponerende samling. Samtlige 26 forfattere har optrådt på litteraturfestivalen, som fejrede 10-års jubilæum i 2019.
Igennem en bred vifte af essays, digte og erindringer perspektiveres kunstværkerne, og giver et godt bud på, hvor forskelligt, vi kan opleve kunsten.
Kender man ikke Louisianas faste samling, så er denne bog måske ikke noget for dig. Men er du som jeg, vokset op med Louisiana, så er den et kærkomment og anderledes blik på den kunst, som man så mange har nydt.
God kunst inspirer og sætter tanker i gang. I denne bog bliver det kombineret med god litteratur, som yderligere løfter, og inspirerer os til at gense værkerne. For eksempel giver den marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun en fuldstænding forrygende og gribende beskrivelse af, hvordan Alberto Giacomettis bronzeskulpturer får ham til både at tænke på immigration, ensomhed, racisme og Billie Holidays urimeligt hårde liv. Han anskueliggør, hvor vigtig kunsten er – også i en politisk sammenhæng:
“Louisiana Museum of Modern Art er for mig et ganske særligt, originalt og enestående sted i verden. Museet hylder på højt niveau de værker, den fantasi og det håb, kunsten har skabt for at give verden lidt mere lys og skønhed. Stedet er et privilegium for kulturlivet… Et magisk og smukt sted, som er en nødvendighed for poesi og oplysning i verden og for mennesker, når vi bærer vidne om verdens brutalitet og viser dens brutalitet i al dens gru.”
Værket er på alle måder genialt, fordi forfatterne tillader sig at forholde sig til værkerne med følelser og tanker – helt uden for det kunstkritiske rum. Det både løfter og perspektiverer kunsten i en sådan grad, at den fremstår endnu mere vigtig. Så et ønske herfra er, at Louisiana fremover vil få al verdens forfattere til at sætte ord på samlingens værker. De bliver kun endnu bedre heraf.
Bogen afsluttes med meget korte forfatterportrætter, som kan give lyst til at udforske dem nærmere. Det er på alle måder et dybt inspirerende værk.
Georgi Gospodinov m.fl.: Looking Writing Reading Looking. Forfattere om kunst fra Louisianas Samling, Louisiana Museum of Modern Art, Strandberg Publishing, 2019, 188 sider.