Jeg var ved at dø af skræk, da jeg læste Bag lukkede døre. Det er en af den slags bøger, der får dig til at tjekke, om hoveddøren er låst, og om alle vinduer er forsvarligt lukket. Eller rettere, om du har mulighed for at flygte, såfremt ondskaben flytter ind.

Jack og Grace virker udadtil som det lykkeligste nygifte par. Jack er fantastisk over for Graces lillesøster, Millie, der har Downs Syndrom. Han glæder sig meget til, at Millie snart flytter hjem til dem i deres store hus, hvor han har indrettet et værelse specielt til hende.

Deres hus er perfekt, deres middagsselskaber er perfekte, og Grace er den perfekte værtinde. Så perfekt at en af deres nye venner, Esther, begynder at overveje, om tingene nu også er så perfekte under overfladen. For Grace går næsten aldrig ud, og når det indimellem sker, er det altid i selskab med Jack. Jack er altid elegant og charmerende – i hvert fald udadtil. For hvad der sker, når døren bliver lukket, og porten kører ned, er der ingen, der ved.

Der gik nogen tid, før det gik op for mig, hvilket mørke der lurede i krogene. Der var noget ved Jack, som virkede for renskuret, og tonen i bogen bag præg af noget hårrejsende grusomt, selvom alt så perfekt ud på overfladen. Da sløret omsider blev løftet for, hvordan landet i virkeligheden lå, røg min nattesøvn. Jeg var nødt til at finde ud af, hvordan det ville ende for Grace.

Bag lukkede døre er en bog, du læser på meget kort tid. Den krøb virkelig ind under huden på mig, og det løb mig koldt ned ad ryggen gennem det meste af bogen. Sproget og historien flyder legende let, og spændingen fastholdes hele vejen igennem, fordi der veksles mellem nutiden og dengang, Jack og Grace mødtes. Slutningen havde jeg ikke set komme, og den skuffede bestemt ikke. En stor anbefaling herfra!

Læs også vores anmeldelser af Bring mig tilbage og Sammenbruddet.

B. A. Paris, Bag lukkede døre, Forlaget Jentas, 303 sider, oversat af Stig W. Jørgensen, februar 2017