Inger Wolf: Sorger
Jeg nåede kun at læse tre sider af Inger Wolfs første bog i Pyromanen-serien, før alle hår rejste sig på min krop. Hele menageriet og tankerne omkring et nedbrændt familiehus og to forsvundne sønner, fik det til at risle koldt ned ad ryggen.
En brand har hærget i den lille jyske landsby Fjelstervang, og en families hus er brændt ned til grunden. Husets børn, 17-årige Oliver og 10-årige Malte, er ikke at finde nogen steder, og da ilden er slukket, opdager brandfolkene til deres stores skræk, at Oliver er omkommet i branden. Brandefterforsker Klara Larsen og hendes nye makker Sebastian Vinther bliver kaldt ud til stedet, og de finder hurtigt ud af, at Oliver ikke er brændt inde ved et uheld. Nogen har bundet ham og smidt ham ind i et klædeskab, hvor han er blevet brændt levende.
Malte er ikke fundet, og snart går det op for byen, at Oliver og Malte måske er ofre for en syg pyroman, som måske gemmer Malte til sin næste brand. Klara og Sebastian begynder at efterforske de brande og hændelser, byen har været udsat for det seneste stykke tid, samtidig med at de skal lære hinanden at kende. Klara er vant til at arbejde alene, og det passer hende bestemt ikke at skulle have en grønskolling som Sebastian med på slæb.
Efter nogen tid går det op for de to efterforskere, at det ikke kun er en pyroman, de har med at gøre. Det virker, som om hændelsen er kædet sammen med et spil kaldet Red Demon, som Oliver og hans ven Tobias har spillet. Klara fandt nemlig en lille rød dæmon af metal på Olivers værelse placeret med front mod det skab, han var holdt fanget i.
Det er første gang, jeg læser Inger Wolf, og jeg er positivt overrasket over, hvor sikkert hun fastholdt min interesse bogen igennem. Sorger er ikke fyldt med store overraskelsesmomenter eller en masse blodige drab, men nærmere et snigende ubehag, som vokser bogen igennem. Jeg kunne godt have ønsket mig, at Inger Wolf havde ladet læseren komme tættere ind på livet af Klara og Sebastian. Især Klara fik jeg en stor trang til at lære bedre at kende, og jeg håber, at Inger Wolf løfter mere af sløret for de to hovedpersoner i den næste bog i serien, som heldigvis snart udkommer.
Inger Wolf: Sorger, People’s Press, 364 sider, februar 2019
[…] perspektiv på klimakrisen, samtidig med at hun giver læseren en smule af det, vi manglede i Sorger – nemlig Klaras mørke fortid, og hvorfor hun har så stor en fascination af ild. Derudover fik […]
[…] også anmeldelserne af Inger Wolf: Sorger og Inger Wolf: […]