Det tog mig kun en aften at læse En helt normal familie. En aften med hjertet oppe i halsen, alt imens et psykologisk familiedrama udspillede sig for øjnene af mig. Bogen handler om en ung kvinde anklaget for mord og hendes lidt atypiske forældre – en præst og en forsvarsadvokat, som får deres perfekte familie stillet offentligt til skue. Alene tanken om, hvordan jeg selv ville reagere, hvis det var mit eget barn, der måske havde gjort noget utænkeligt, gjorde læseoplevelsen ekstra intens. For det er jo dit barn, uanset hvor gammel hun er, og hvad hun har gjort. Man elsker da ikke mindre af den grund?

En succesfuld 31-årig forretningsmand bliver fundet myrdet på en legeplads i Lund. Mistanken falder på den 19-årige Stella, som et vidne fra sit vindue har set forlade området, og hun bliver anholdt og varetægtsfængslet. Hendes forældre Adam og Ulrika får ikke lov til at se hende, og deres eneste kontakt til hende er gennem den beskikkede advokat. Hendes far går til yderligheder for at finde ud af, hvad der er sket. Han kan ikke få historien til at stemme med den opfattelse, han har af Stella. Heller ikke selvom han fandt hendes hvide bluse fyldt med røde plamager i vaskemaskinen den morgen, hun blev anholdt. Den bluse, der nu er væk.

Efterhånden som historien folder sig ud, bliver familiens hemmeligheder afdækket en efter en, og spørgsmålet er, hvem man kan give skylden for den skæbnesvangre nat. Hvad vil de gøre for at beskytte deres datter, og er det for hendes skyld eller for deres egen vindings skyld? Hvilken sandhed er egentlig den rigtige? Kan deres lille Stella virkelig være skyldig i noget så forfærdeligt?

Bogen er opdelt i tre dele, hvor vi først hører historien fra farens side, dernæst datterens og til sidst morens. Den måde, hvorpå læseren elegant bliver lukket ind i fortællingen gennem de tre hovedpersoners synspunkter, minder mig en del om Lauren Groffs Skæbne og Hævn. For hvor meget fortæller vi vores nærmeste, og hvor langt vil vi gå for at bevare illusionen om den perfekte familie? Persongalleriet er interessant og gennemarbejdet, så selv birollerne giver noget til den samlede helhed. En helt normal familie er en nervepirrende historie og til dato årets absolut bedste familiedrama.

Mattias Edvardsson: En helt normal familie, People’s Press, 468 sider, august 2019