”The things we do for love” kunne have været mindst ligeså passende som titel til denne stormfulde og indviklede roman, der er så intens, at man som læser føler, man læser en film og nogle gange har lyst til at spole frem for at komme til en lykkelig afslutning.

Skæbne og hævn er en todelt roman. Første del er ”Skæbne”, hvor vi oplever Lancelot. Hans kaldenavn er Lotto. En erobrer af verden, af kvinder, af venskaber. I ham bor en drøm om at være skuespiller, og han er vant til hyldesten, som han får til fester, på skolen og i kræligheden. Bag ham ligger en barndom med en rig far, der pludselig dør, og en mor, der øjensynligt har mistet grebet om sig selv efter mandens død.

Den ægte kærlighed hedder Mathilde. Som 22-årige bliver de to gift. Deres liv er stormfuldt, fyldt med fester, alkohol og fattigdom, men ægteskabet består i modgangen, selvom Lotto hele tiden frygter, at han ikke er god nok for Mathilde. Rutsjende depression og udeblivende succes på scenen kræver, at hun er hans solide klippe og forsørger ham. Mens han sover, planter hun en nat en ide i hans hoved om at blive tekstforfatter, og da han vågner, tror han, det er kommet til ham i en rus. Hans manuskripter sikrer ham den succes, han længes efter.

I anden del, ”Hævn”, er Mathilde blevet enke, for Lotto gav op for livet, da en af deres venner, eller i hvert fald hans ven, afslører en af Mathildes venner. Hun sidder alene med sin sorg, og vi lærer hendes baggrund at kende, som er alt andet end solid. Lotto forstod hende som stærk, for han kendte ikke til de scenarier i hendes barndom, der gjorde hende selvstændig, for hun delte dem aldrig med ham.

Romanen er en spændende betragtning af, hvad et menneske rummer bag facaden, og hvordan vi narrer andre og os selv til at tro på, at hvad man ser, er det, man får. Skæbne og hævn er fyldt med riv og rusk i livet og kærlighedsforholdet og en kreativ udadvendthed, der gør en helt stakåndet.

Skæbne og hævn, Lauren Groff, Lindhardt og Ringhof, 410 sider, Marts 2016, oversat af Merete Ries