Mattias Edvardsson: Gode naboer
Ægteparret Micke og Bianca er flyttet med deres to børn fra det hektiske storbyliv i Stockholm til et lille villakvarter i udkanten af Köpinge i Skåne for at få en roligere tilværelse. Kvarteret er opdelt i små gårde, som hver består af fire parcelhuse med en fælles asfalteret plads som centrum. Her er det vigtigt med et godt naboskab og at deltage i gårdsfesten, som det ældre ægtepar Åke og Gun-Britt holder hver sommer.
Alt virker harmonisk, men der går ikke længe, før Micke og Bianca finder ud af, at naboerne ikke alle er så ligetil som først antaget. Den smukke eksmodel Jacqueline drikker og flirter lidt for meget, og hendes 13-årige søn Fabian er ikke helt normal på øverste etage og vil hele tiden lege med Micke og Biancas små børn. Naboen Ola Nilsson skulle eftersigende være blevet dømt for mishandling, og det ellers søde gamle ægtepar Åke og Gun-Britt er eksperter i at sprede sladder om det ene og andet.
Micke og Bianca beslutter sig for at have så lidt kontakt med deres naboer som muligt, men i en så lille by er det lettere sagt end gjort. Da Bianca bliver påkørt uden for deres hus og må kæmpe for sit liv på hospitalet, bliver Micke nødt til at revurdere sit syn på sine naboer. Hvad er egentlig deres intentioner?
Jeg vekslede mellem at føle sympati for de forskellige karakterer hele bogen igennem. Hver gang jeg tænkte, at jeg godt kunne lide en person, var der noget der ændrede sig så meget, at jeg kom i tvivl. Det er både enormt frustrerende, men også temmelig underholdene hele tiden at få sået tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der ikke er.
Gode naboer er en historie, der kommer krybende ind under huden på dig efter nogen tid. Faktisk tænkte jeg, mens jeg læste Gode Naboer, at bogen ikke kunne leve op til mine høje forventninger, baseret på hvor begejstret jeg var for Mattias Edvardssons debut En helt normal familie – men jeg er faktisk i tvivl. For der er noget ved Gode naboer, som giver mig de vildeste myrekryb, og det er virkelig noget, Mattias Edwardsson er eminent til – at skrive en historie med helt normale mennesker, der bliver presset ud i situationer, hvor ingen af dem kan bunde.
Mattias Edvardsson: Gode naboer, People’s Press, oversat af Henrik Andersen, 370 sider, udkommer 25. september 2020