// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Chris Carter: Nemesis
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Chris Carter: Nemesis

Skrevet af den 27. juli 2019 – 06:58Ingen kommentarer

Jeg tror, der gik omkring 24 timer fra Chris Carters nyeste krimi Nemesis var landet på matriklen, til den var læst. Det var simpelthen umuligt at lade den 10. bog i serien om de to kriminalassistenter Robert Hunter og Carlos Garcia, der arbejder i LAPD’s specialafdeling for særligt voldelige forbrydelser, ligge. Den måtte læses med det samme, og jeg blev ikke skuffet!

I Nemesis får vi den længe ventede fortsættelse af Robert Hunter-seriens sjette bog Ondskab. Nok den bog i serien, der gav mig de vildeste myrekryb og dårligste nattesøvn. Nemlig den der handlede om ren ondskab i menneskeskikkelse – Hunters værste mareridt; Lucien Folter.
Lucien er flygtet fra et topsikret delstatsfængsel i Virginia og har dræbt alle på sin vej. Inden han forlod fængslet, efterlod han en lille hilsen i form af en overraskelse til den første vagt, der mødte på arbejde den morgen, og en besked til Hunter. Da chefen for Det Nationale Center for Analyse af Voldelig Kriminalitet (NCAVC), Adrian Kennedy, får opkaldet om flugten, befinder han sig ved et rent tilfælde i Los Angeles for at afslutte opklaringen af en anden seriemordersag med en yderst intelligent psykopat, som FBI og LAPD har samarbejdet om. Tilfældet vil også, at han befinder sig i samme lokale som Hunter og Garcia.

Tre år tidligere hjalp Hunter FBI med at fange Lucien, og nu har Lucien tydeligvis et regnskab, han skal have gjort op med Hunter. Men inden Lucien vil gøre det, er der stadig en række mordmetoder, som han endnu ikke har udforsket i sin treoghalvtredsbinds encyklopædi, og det er op til Hunter at gætte, hvad det er, der mangler at blive beskrevet. Endnu en gang er Hunter i kapløb med tiden – spørgsmålet er bare, hvad det er, Lucien vil prøve af denne gang.

Alle Robert Hunter-seriens bøger er afsluttede historier, som sagtens kan læses uafhængigt af hinanden. Chris Carter skriver, at det udelukkende er denne nye og 10. bog i serien, som vil være bedst at læse, hvis du også har læst Ondskab. Der må jeg dog tilføje, at det er flere år siden, jeg læste Ondskab, og faktisk kunne jeg ikke huske så mange detaljer, andet end at det var Hunters værste mareridt, der udspillede sig, og at det var sindssygt skræmmende. Lad det endelig ikke holde dig tilbage fra at gå i krig med denne nye bog i serien – den kan sagtens læses, uden at du har læst Ondskab. Jeg tror bare ikke, du kan lade være med at læse alle Chris Carters bøger, når først du er gået i gang.

Læs også vores anmeldelser af Chris Carter: Dødens galleri og Chris Carter: Mordoffer

Chris Carter: Nemesis, Forlaget Jentas, 432 sider, juni 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.