Erhard Jørgensen. Ni-fingret mand. Far. Tidligere ægtefælle. Ven med de svage. Hjælper. Alt for glad for alt for unge piger. Frastødende. Beskidt. Vogter over retfærdighed. Eneboer. Udsat.

Listen er lang, når Rydahls hovedperson skal fanges ind. Konklusionen er, at det er meget svært at blive klog på ham, på eremitten, der lever under usle kår, og kører rundt på de kanariske øer i et evigt kapløb med tiden for at redde sit liv, redde andres liv, redde sin sjæl. Jeg tror nok, at jeg ikke kan lide ham. Det er bl.a. det med hans fortid som lærer, hvor han gik alt for langt.

Men nu, i hans nutid, forsøger han at gøre nogle gode ting. Er det så godt? Altså når man først har gjort nogen meget ondt, og så gør noget godt for nogen andre? Måske er det i virkeligheden det, som Rydahl forsøger at fange ind i sin trilogi om manden der mistede alt, forlod Danmark og flyttede ind i en hippielejr på en kanarisk ø. Han skaffede penge via taxakørsel og det har givet ham en bred viden om øen og et netværk.

Han elsker Monica og hendes udviklingshæmmede søn Aaz, som hun ikke kan have hjemme, så han bor på et kloster sammen med andre delvist uønskede børn. Den ene er Solpigen, som bliver fundet myrdet i klosterets gård. Samtidigt forsvinder Aaz, og Erhard sætter alt ind på at finde ham, for sin egen, Monicas og Aaz’s skyld. Han har en mistanke om at Aaz måske har set, hvem morderen er.

Erhard selv er også jaget pga. sin fortid på øen, som de to første bøger handler om. Han har krydset mafiaens spor, som består af flere familier, også kaldet de tre paver. I den ene familie er Pesce og han bliver fængslet for mordet på pigen, men erklærer sig uskyldig. Erhard får et ultimatum, find morderen og red dit eget liv – og Monicas – som de også truer. Aaz skal også reddes, så ham skal han også finde. Han mødes med Pesce en time indimellem, hvor han får udgang fra fængslet. Her kan Erhard fortælle, hvad han nu har fundet ud af, og blive klogere på, hvad det egentligt er for et spil, han er blevet en del af. Det trækker spor i mange retninger og også helt tilbage til nazismen.

Nede i havnen ligger et luksusskib med forfatteren Celesta ombord. Hun skriver krimier, og hendes elsker og forlaget presser hende for at skrive den næste. Men hun får viden om Erhard og hans skæbne og vil meget hellere skrive hans historie – hvilket også bringer hende ind i forbryderuniverset på øen og en voldsom demonstration. Samtidigt er hele øen lagt ned pga. en kæmpe sandstorm, der skjuler solen og trænger ind overalt.

Bogen afslutter trilogien og giver svar på Erhards baggrund og hvorfor han er havnet der, hvor han er. Det er også en spændingsroman med den jagede, der selv jager. Rydahl skriver rigtigt godt og plottet holder. Men alligevel gik jeg i stå i den sandstorms-omblæste handling et par gange. Jeg havde lidt svært ved at få helt greb om Erhard Jørgensen, og universet med mafiaen. Men Rydahl har noget på hjerte, som alligevel har fanget mig, og givet grundlag for lidt eftertænksomhed efter at den sidste side var læst. Du skal selvfølgelig starte med den første Eremitten, hvis du vil give dig i kast med Erhard Jørgensen. Læs også anmeldelsen på bloggen af både Eremitten og De savnede, som er den anden bog i rækken.

Thomas Rydahl, De tre paver, Politikens Forlag, 562 sider, august 2019