Argone er siden sidste bind blevet anholdt, og han anbringes nu i en arbejdslejr, mens Rosheen og Finnegan kæmper videre sammen med Ambre og de andre oprører mod Eires dominans.
Efter et afværget overraskelsesangreb fra Eires soldater flygter Rosheen, Finnegan og en gruppe af occitanere ad hemmelige veje. Rosheen overbeviser dem om, at de må kæmpe, og hun påtager sig ansvaret for at træne oprørerne. De udfører herefter sabotagemissioner mod Eires anlæg for at videreføre Argones revolutionskamp.

På samme tid hører vi også om Eammon, som er feltpræst i samme by, som oprørerne saboterer i. Gennem ham får vi et andet syn på sagen, hvor oprørerne opfattes som barbariske og ondskabsfulde. Det illustrerer fint den propaganda, som kolonimagter demonstrerer over for befolkningen for at opnå og beholde opbakningen.

Både liv og lemmer står på spil, når Argone skal overleve straffearbejdet i minerne, og Rosheen og de andre søger at overleve revolutionskampen.

Stilen i denne steampunk-roman er letlæselig og nem at komme igennem. Til tider virker det, som om fortælleren hjælper læseren lidt rigeligt gennem teksten. Det ændrer dog ikke på, at plottet er ganske interessant og fortæller en historie om den klassiske kamp mellem de rige og fattige og mellem naturen og kulturen; begge dele tager udgangspunkt i industriens fremmarch, der medfører både kolonisering og ødelæggelse af naturen og af de teknologisk mindre udviklede samfund.

Vi hører desuden om, hvor undertrykkende klasseskellet er inden for samme samfund. Arbejderne bliver udnyttet og arbejder som slaver til industriens fordel. Man fornemmer tydeligt, at Johansen bruger vores egen historie til at fortælle denne historie, og han gør det godt.

Der er mindre fokus på teknologien i dette bind og mere fokus på de undertrykkende elementer i samfundet, hvor den teknologiske overmagt holder den del af befolkningen, de anser for primitive og barbariske, nede. Dog hører vi løbende flere kommentarer, der stadig taler positivt om teknologi og udvikling – underforstået at det er uden at være på bekostning af naturen og de mere teknologisk primitive samfund.

For den voksne læser kan det forekomme, at plottet springer let i mål, men målgruppen er nærmere den yngre læser.
Gennem kul og blod – og trilogien i sin helhed – agerer på en måde, der henvender sig glimrende til læsere fra 11-års alderen og op. Der er nogle fine pointer om medmenneskelighed og lighedstræk med historien og koloniseringen af både de amerikanske kontinenter og af Afrika.

Jeg vil meget gerne anbefale denne bog og de foregående til disse unge læsere og også til den voksne læser, som ønsker et lettere plot.

Anmeldelser af de to tidligere bind kan læse her: Transformationsmaskinen og Moderlandets drage.

Nikolaj Johansen: Gennem kul og blod. Calibat, 2019. 259 sider.