I begyndelsen af det 20. århundrede strømmede italienere til Amerika. Italien, og især syditalien, var fattigt og uudviklet, og Amerika var drømmen om en ny start, en vej ud af fattigdommen og et bedre liv. For mange blev det dog ved drømmen, for livet i USA var helt anderledes barskt end rederiernes reklamer lokkede med.

To børn ankommer i 1903 til Ellis Island. De er fætter og kusine, 12-årige Diamante og 9-årige Vita. Vitas far er allerede udvandret nogle år tidligere, og forsøger at få en forretning op at køre uden større succes. Vitas mor kan ikke komme ind i USA, for hun har en øjensygdom og derfor afvises hun blankt. Det er også en del af fortællingen om den store udvandring: de fattige kunne måske udvandre, men de syge blev sendt retur til Europa.

Diamante skulle sendes videre vestpå for at arbejde i minerne, men de to børn farer vild i New York, bliver berøvet i Central Park, og Diamante når ikke toget vestpå. Så han bliver i onklens usle pensionat for italienske indvandrere, og må tjene til husstanden ved at sælge aviser. Vita skal hjælpe på pensionatet, der ikke er andet end et par værelser hvor beboerne sover i lag for at få plads. Fattigdommen er enorm, indvandrerne har ikke mange chancer i det nye land, for arbejdsgiverne presser lønnen, sprogvanskelighederne gør det svært at bryde ud af isolationen og kriminaliteten er allestedsnærværende. Der er ikke meget liv i den amerikanske drøm i de faldefærdige, usle beboelsesejendomme på Prince Street.

De to børn udvikler et nært venskab, og sværger hinanden troskab, men det hjælper dem ikke. Diamante rager uklar med den lokale mafia, og må vestpå for at hjælpe med at anlægge jernbane under kummerlige vilkår. Ingen af dem glemmer dog den anden, selvom livet tvinger dem i hver sin retning – og på hvert sit kontinent.

Vita bygger på Mazzuccos egen familiehistorie, og sideløbende med at vi får fortællingen om Vita og Diamante, følger vi også forfatterens forsøg på at grave historien frem. Der er gået mere end 100 år, hovedpersonerne er døde og deres spor er utydelige. Kan man stole på familielegenderne? Hvor slutter sandheden og hvor begynder digtningen? Mazzucco må undervejs sande, at der er forskel på historie og skrøner, men at man ikke altid skal vælge det første på bekostning af det sidste.

Vita er en rystende, usentimental roman om de næsten ufattelige lidelser, som fattige indvandrere måtte igennem når de ankom til deres nye land. Det er en stor roman, om udvandring, fattigdom, uvidenhed og frygt, men også om sammenhold og kærlighed, og viljen til at overleve uanset hvad.
På bogblogger har vi tidligere anmeldt Limbo og Tintorettos Engel af samme forfatter.

Melania G. Mazzucco: Vita. 528 sider, Palomar. Oversat af Marie Andersen, 2019