Den store maler Tintoretto ligger for døden. Han er gammel, hans sønner er uduelige, hans døtre med hustruen er i kloster og hans yndlingsdatter med en prostitueret er død. Tilbage er kun malerierne og fortællingerne om et langt liv i kunstens tjeneste. Og nå ja, savnet efter hans ældste datter, maleren Marietta, som han fik med en tysk prostitueret. Vi er i Venedig, renæssancen er ved at ebbe ud og året er 1594.

Tintoretto er 15 dage om at dø, og han bruger tiden på at gennemtænke sit liv, sin kunst og først og fremmest sit forhold til Marietta. Hun var en ganske særlig personlighed, en kvindelig maler i renæssancen, der vakte stor opsigt. Tintoretto forsøgte at finde balancen mellem at give plads til hendes talent og stadig passe på hendes ære. Det lykkes ikke helt, og de to har et specielt, vel nærmest sygeligt, afhængighedsforhold til hinanden, mens Tintoretto groft svigter sin øvrige familie.

Renæssancen er en fantastisk periode, og Italien var en hvepserede af bystater, pest, kunst, videnskab og politik. Kast derind en kvindelig maler, en dysfunktionel familie og kunstneriske overvejelser om og af en stor maler. Det burde være rigtig godt. Desværre er Tintorettos engel ikke helt vellykket.

Tintoretto er en selvoptaget hustyran, men egentlig ikke særlig interessant. Han forstår ikke sin intelligente og farverige datter, og da han er fortælleren får læseren så heller ikke mulighed for at forstå hende – udover at vi har fattet at hun er til kvinder – og de øvrige bipersoner er også flade. Kun de rebelske sønner er lidt interessante, men dem hører vi egentlig ikke så meget til.

Jeg var ret vild med Mazzuccos nutidige Limbo, og derfor pænt skuffet over denne, tidligere roman fra hendes forfatterskab, der mest af alt er lang.

Melania G Mazzucco: Tintorettos engel. Tellerup, 2013. 594 sider, oversat af Marie Andersen.