En soldat vender hjem fra krigen. Soldaten er seniorsergent Manuela, krigen er Afghanistan og hjem er den lille by Ladispoli ved det tyrrhenske hav, tæt på Rom. Hjem er også en fattig barndom, en dysfunktionel familie og hjemvendelsen er ét stort traume, for Manuela har været sprængt i stykker og er sat sammen med skruer og søm. Hun er kort sagt traumatiseret, og krykkerne og den humpende gang er måske det mindst alvorlige traume. Det mest alvorlige sidder mellem ørerne.

I Ladispoli forsøger hun sig med genoptræning, mens oplevelserne i Afghanistan trænger sig ind på hende, nat efter nat. Hotellet overfor barndomshjemmet har udenfor sæsonen kun én mystisk beboer, og ham tiltrækkes hun af – og han af hende. En klassisk kærlighedshistorie, men også en historie med mange lag og skrevet i et usædvanligt bevægende sprog.

Både Manuela og den mystiske hotelgæst Mattia (ja, det er en mand) bevæger sig i et limbo. Hun lever mellem krigen og freden, i frustreret venten på at få at vide om hendes krop og sind kan hele nok til, at hun kan vende tilbage til sin karriere i alpejægerkorpset. Mattia vil ikke fortælle om sit limbo, men han lever i det, så meget mellem flere verdener, at han ikke engang vil have taget sin billede.

I digterens Dantes limbo er der ingen redning, det er de udøbtes evighed, men i Mazzuccos limbo er der måske alligevel håb, for der er et andet limbo, som de bliver introduceret til af et uskyldigt barn, Manuelas lille niece. Et computerspil ved navn Limbo, med en lille dreng, der drager ud for at redde sin søster og dør igen og igen før han (måske) finder hjem. Om Manuela og Mattia finder vejen hjem, må man læse romanen for at vide, men det kan så også meget stærkt anbefales.

Limbo er utrolig smukt fortalt. Fortællingen veksler mellem Manuelas vej til alpejægerkorpset, hjemkosten til Ladispoli og de italienske soldaters oplevelser i Afghanistan. Mazzuco tager læseren så fint i hånden og viser alt lige fra sand mellem tænderne, sindsoprivende kampscener, rørende soldaterkammerater og problemer med saniteten. Og vi får rørende, sjove og frustrerende oplevelser med Manuelas sære familie og alle deres vanskeligheder – og en god portion kritik af det italienske samfund og militær. Alt sammen danner det klangbund for stærk beretning om kærlighed, familie, mod og angsten for at hænge i limbo for altid.

Det er rent ud sagt en fremragende roman, som bør få et stort publikum – også i Danmark og absolut ikke kun fordi vi også var en af de krigsførende nationer.

(Nationalistisk note: Computerspillet Limbo, der optræder i romanen, er udviklet af danske Playdead. Det har solgt godt og er anmelderrost og får med denne roman ovenikøbet en plads i verdenslitteraturen.)

Melania G. Mazzucco: Limbo. 375 sider, Turbine. Oversat af Marie Andersen, 2016.