Der var mange hævede øjenbryn og chokerede voksne, da Anja Leighton i efteråret 2018 stod frem i medierne og fortalte om puttemiddage, drukfester og hvad hun kaldte en voldtægtskultur på Rungsted Gymnasium.

Hun satte spot på en dybt krænkende kultur, hvor tredje årgang udvælger en række nye elever baseret på deres udseende, som bliver inviteret med til fest med de ældste elever. På Rungsted Gymnasium skulle pigerne dog lige til audition først, hvor de blev presset til bl.a. at dyste om, hvem der kunne få en agurk længst ned i halsen, og hvem der først kunne få sin bh af. Hvis man var heldig at blive valgt, skulle pigerne møde op til middag med 3.g-drengene iført kort, sort nederdel, hvid skjorte og rødt undertøj. Her skulle de opvarte drengene, og så blev de presset til at drikke sig fra sans og samling, så de til sidst ikke havde nogen vilje til at sige nej, når drengenes opførsel blev for grænseoverskridende.

Desværre oplevede Anja, at mange af hendes kammerater ikke tog hendes parti, men i stedet stillede spørgsmålstegn ved sandheden i hendes fortælling og sagde, at “hun jo bare kunne have sagt nej”. Men kan man det, når man er 15-16 år, lige er startet på gymnasiet og rigtig gerne vil være populær, og derudover står 50 3.g-drenge og råber og håner dig, hvis du ikke gør, som de siger?

Anja har kaldt sin bog et søstermanifest. Hun opfordrer kvinder til at stå sammen og bakke hinanden op i den voldtægtskultur, hun argumenterer for findes alle steder i vores hverdag – i popkulturen, i de unges omgangstone, ja selv i helt mainstream medier. Hun mener, at kvinder alt for ofte har en tendens til at skamme hinanden ud og mistænkeliggøre hinanden i stedet for at støtte hinanden. Kvinder er simpelthen vokset op med præmissen om, at de er mindre værd end mænd, og at det er i orden at shame kvinder for deres opførsel, udseende osv. Kønsrollerne dikterer, at unge piger blot skal være til pynt og stå til rådighed for ældre drenge, der udøver deres magt.

“Det er let at lukke øjnene og tænke ‘godt, det ikke er mig’, når en anden pige ryger ind under bussen. Vi glemmer, at vi er et fællesskab, og at vi er afhængige af hinanden.”

Det er meget tydeligt på både skrivestil, sprog og argumentation, at Anja er ung. Desværre bliver bogen til tider lidt vel generaliserende, muligvis fordi hun simpelthen mangler livserfaring. Jeg synes dog, at Anja har rigtig mange gode pointer i sin bog, og det er en modig bog at skrive i så ung en alder, hvor det er så nemt at vælte, hvis man får mange slag. Og slag har hun helt sikkert fået, og der er mange “venner”, der siden hen er faldet fra.

Jeg håber, at rigtig mange unge vil læse Anjas bog, tage den ind og huske på, at det altid er okay at sige nej, at man ikke skal lade sig presse, hvis mavefornemmelsen er dårlig, og at vi skal bakke hinanden op i stedet for at pille hinanden ned. Jeg har kæmpe respekt for, at Anja i sin unge alder tør stå frem med sin historie og blotlægge en syg kultur, som det må være afsindigt hårdt at være en del af.

Anja Leighton, Aldrig kun til pynt, Politikens Forlag, 183 sider, november 2018