// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Fjodor Dostojevskij: Hvide nætter
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Fjodor Dostojevskij: Hvide nætter

Skrevet af den 19. februar 2019 – 16:00Ingen kommentarer

“Det var en underbar nat. En nat, som man vist kun ser den, når man er ung. Himlen var så dyb og stjernefunklende, så natteklar, at når man så op i den, måtte man uvilkårligt spørge sig selv: Kan der under en sådan Himmel virkelig leve forbitrede og lunefulde mennesker?”

Hvide nætter – En sentimental roman – Af en drømmers erindringer er vitterligt en sentimental roman af en drømmer. Forfatteren var 27 år, da den lille roman om kærlighed udkom.

Hvide nætter er fortællingen om to unge mennesker, bogens mandlige fortæller på 26 år og den 17 årige kvinde Nástenjka, som kan kaster sin kærlighed og store beundring på. De mødes en aften på kajen i Skt. Petersborg. Hun er ulykkelig, er på moderne sprog blevet brændt af. Og han tilbyder galant en trøstende skulder. De mødes over 4 aftener på kajen i den lyse sommernat.

Historien er banal og han er frygtelig patetisk. Han taler og taler og taler i et væk. Over mange mange sider. Det er ganske svært for den unge kvinde at komme til orde. Det er alt for meget for min smag, han er helt ulidelig (omtaler sig selv som patetisk, så han ved godt, at han er for meget, alligevel fortsætter hans talestrøm), men historien skal nok forstås i den tid den er skrevet, hvor kærlighed ofte blev skildret på den helt store klinge. Og hvor kvinden var den passive lyttende beundrer. Og måske skal hans konstante talen vise hans nervøsitet og usikkerhed. Så længe man taler, kysser man ikke, og så længe man ikke kysser, bliver man ikke afvist. Jeg ved det ikke.

I starten af deres bekendtskab beder Nástenjka ham love, at han ikke forelsker sig i hende. Han skal love, at de blot skal være venner. At han skal være som en bror for hende. Men i den lyse sommernat er det svært at stå imod ens drømmerier og længselsfulde bankende hjerte. Alene det at holde Nástenjka i hånden sætter hjertet i galop og følelserne i uro.

“Mine nætter sluttede en morgen. Dagen var grå og regnfuld, og dråberne slog med trist ensformighed mod mine vinduer. I min stue var det mørkt som altid på regnvejsdage. Mit hoved var tungt af hede smerter og svimmelhed, og en begyndende feber rystede mine lemmer.” Ak ja, alting har en ende, det fornemmer man som læser alene ved beskrivelsen af dagens vejr. Det er slut med de smukke hvide nætter. Og dermed slut på den kærlighed, der netop kun var i sin vorden.

Vi har også anmeldt Idioten og Forbrydelse og straf af samme forfatter.

Fjodor Dostojevskij, Hvide nætter, Rosinante, Denne udgave 2016, Oversat fra russisk, Oprindeligt udkommet 1848.