Idioten anses af mange for at være den mest komplekse af Dostojevskijs værker. Den har på mange områder inspiration fra Dostojevskijs eget liv og egne erfaringer. Bland andet er han selv epileptiker, ligesom hovedpersonen, fyrst Lev Nikolájevitj Mýsjkin.

Første del af bogen forløber på et enkelt døgn. Her ankommer han med toget til Skt. Petersborg, hvor han søger at træffe en af de sidste i hans slægt, Jelizavéta Prokófjevna Jepantjiná, og meget snart har fyrsten mødt de to kvinder, som bliver så skæbnesvangre for ham, sig selv og hinanden, nemlig Nastásja Filíppovna og Aglája Ivánovna Jepantjiná. Samtidig møder han også Parfjón Rogózjin, som også kommer til at spille en fatal rolle.

Der udspiller sig gennem hele bogen to trekantsdramaer, henholdsvist mellem Rogózjin, fyrsten og Nastásja og mellem fyrsten, Nastásja og Aglája; og uden at afsløre for meget, så går alt ikke som forventet. Der foregår en masse sidehistorier undervejs, men bogen starter og slutter omkring disse fire personer.

Men jo mere tid fyrsten bruger i selskab med dem og med resten af persongalleriet, jo værre får han det, og jo mere blusser hans sygdom og svaghed op. Han når også at få et par epileptiske anfald undervejs, og hver gang er han syg og svagelig efterfølgende.

Der er meget symbolik på spil i denne klassiker, og der er mange allegorier og meget samfundskritik, som fylder de her 800+ sider godt ud. Det ses blandt andet, ved at fyrsten er så optaget af døden og dødsstraf, af oplevelsen af og mødet med døden. Samtidig er Idioten en tydelig kristen bog. Fyrst Mýsjkin er en kristusfigur, det vil jeg dog ikke komme så meget i dybden med her, men fyrsten repræsenterer det forstående og tilgivende menneskesyn, og samtidig er han så diametral modsat de mennesker, han møder i Skt. Petersborg, hvorfor de også opfatter ham som idiot, naiv og som et barn – idioten.

Begge dele har sit udspring i Dostojevskijs dødsdom, hvor han blev benådet og sendt i straffelejr. Her har han gjort sig store overvejelser om døden, og det var også i denne fangelejr i Sibirien, at han fandt Gud og sin tro.

Jeg synes, det er en fantastisk bog. Den har så mange lag og så mange elementer, at det er svært ikke at være imponeret. Sproget er flot og flydende, og persongalleriet er dybt, varieret og troværdigt. Men det er ikke en letlæsningsbog. Den kræver tid, ro og fordybelse, men så får man til gengæld også en helt skøn læseoplevelse.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

Fjodor Dostojevskij: Idioten. Gyldendal, 2010 (1868-1869). 842 sider.