Jeg har glædet mig så meget til at læse Forbrydelse og straf og har haft den på min læseliste i mange år. Jeg er bestemt ikke blevet skuffet. Det har været en stor fornøjelse at læse den og stifte bekendtskab med Fjodor Dostojevskijs store litterære evner, som holder den dag i dag hele 150 år efter, at romanen udkom første gang i 1866 i Rusland.

Det store tema er, hvad dét at udføre en forbrydelse, i dette tilfælde et dobbeltmord, gør psykologisk ved et menneske. Den beskrivelse og analyse er både spændende, men også til tider helt forfærdelig og mareridtsagtig, for forfatterens beskrivelse af opløsningen af et menneskesind gør helt ondt. Samtidigt kredses der om, hvornår det er tilladt i et samfund at begå en forbrydelse. Hvad er det, der holder individet tilbage: er det staten, samvittigheden, moralen eller noget helt fjerde – og hvordan styrer man det kriminelle i et samfund? På det plan giver romanen også mening i dag, da det er et tema, der stadig italesættes.

Romanen er dog mere end det, for som Leif Davidsen siger i sit forord, så er det også en kriminalroman. Der er lange passager, hvor dialogen bevæger sig rundt om ’Hvem gjorde det’ med den mindste detalje for øje, og hvor hovedpersoner og bipersoner i et evigt spind bevæger sig rundt om dobbeltmordet. De dialoger er helt eminente!

Vi følger den tidligere jurastuderende Rodion Raskolnikov, som hutler sig gennem tilværelsen fattig og desillusioneret. Hans mor og søster, som elsker ham overalt på jorden, undværer hvad de kan for ham. Moren sender sine pensionspenge til ham, og søsteren er villig til at indgå et ægteskab med en mand, som hun ikke elsker, og som blot søger en fattig pige, som vil være ham evigt taknemmelig. Raskolnikov pantsætter de få ejendele han har hos en gammel modbydelig kvindelig pantelåner. Her ser han, hvor hun gemmer sine penge og anden pant og han får ideen til at slå hende ihjel og stjæle hendes ting. Da først tanken er født, slipper den ham ikke igen og en aften gør han alvor af sit forehavende. Han hugger en økse i hendes hoved. Desværre kommer hendes søster hjem i det samme, så han bliver også nødt til at slå hende ihjel. Det lykkes ham at komme ud af lejligheden og gemme det stjålne i en baggård.

Men nu starter et helvede for ham, for han kan slet ikke mentalt holde til at leve med sin forbrydelse, selv om han overbeviser sig selv om, at han havde lov til at slå panterlånersken ihjel. Det ironiske er at han aldrig får glæde af det stjålne. Hans angst for at blive opdaget bliver altoverskyggende og han bliver syg, så hans gode ven på passe ham. En ven som han forsøger at komme af med. På sin vej møder han også Sonja, som er prostitueret. Hun bliver en central figur i hans liv.

Politiet kredser om ham, og han bliver selv tiltrukket af politiet og til at fortælle om sin forbrydelse. De forhør, der er af ham er helt fantastisk skrevet, hvor den førende politimand p et nærmeste leger med Raskolnikov, så denne bliver fuldstændigt ødelagt. Alt i alt opfører han sig mere og mere mærkeligt. Plottet bygges op til den store udløsning, hvor han måske, måske ikke går til bekendelse.

Forbrydelse og straf udkom på Rosinante i 2003 i en nyoversættelse med forord af Leif Davidsen. Jeg har læst 3. udgave fra 2017. Det har været et godt første møde med Fjodor Dostojevskij, og jeg kan klart anbefale romanen.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

Fjodor Dostojevskij, Forbrydelse og straf, Forlaget Rosinte, oversat af Jan Hansen, 677 sider, 2017 (1866)