Inger Christensens virtuose digtsamlinger “Sommerfugledalen”, “Det” og “Alfabet” hører til blandt mine absolutte favoritter. Med den sublime musikalitet anskueliggør hun om nogen, at sproget indeholder en vidunderlig musikalitet og stor, stor sanselighed. Rent litteraturhistorisk er Christensen rubriceret som “systemdigter”, fordi hun for eksempel i førnævnte digtsamlinger, stillede tårnhøje krav til bla. komposition og rytme.

Ikke alene er Inger Christensen en stor poet og forfatter – hun er også en sublim essayist. I nærværende bog, “Del af labyrinten / Hemmelighedstilstanden”, når hun filosofiske højder, og fremstår som en meget stor tænker.

Som ethvert essay bør gøre, tager de fleste af Inger Christensens tekster udgangspunkt i en konkret situation, der fører til en række refleksioner. I essayet “Verdens Ende” er hun på vej til Nordkap i Norge, og ser et skilt i Narvik, der angiver kilometerafstande til store centrale kulturhovedstader. Det får hende til at reflektere over begrebet “Verdens Ende”, og over, hvorfor så mange lokaliteter har fået dette navn. Her skriver hun, at der skal være et sted, hvor vi kan møde det rene ingenting.

Det fører hende til at overveje den universelle kontrast mellem civilisation og natur, og forholdet mellem det globale og den indre stilhed. Finmarken får Inger Christensen til at føle, at hun er kommet til Verdens Ende. Og som hun interessant anfører, er det ikke så sært, at hele Finmarken virker som yderlighedens landskab. Inger Christensens interessante konklusion er, at skiltet med de mange pile, skal flyttes til de store byer, så vi kan få viden om, hvor langt der er til Verdens Ende. Bemærk endelig det stilistiske raffinement, at Verdens Ende konsekvent skrives med stort. Begrebet gøres til et stednavn.

I essayet “Hemmelighedstilstanden” overvejer Inger Christensen, hvordan man gennem digtskrivning og læsning kommer i kontakt med det, som hun kalder hemmelighedstilstanden. Det er en tilstand som for hende dækker over noget så abstrakt, som at erkende sammenhænge og relationer mellen alverdens ting.

Endvidere reflekterer hun over tilfældighedens betydning i essayet “Tilfældighedernes ordnende virkning”. Igen tager hun udgangspunkt i noget konkret, nemlig en samtale mellem to kvinder, som hun overhører. Interessant opstiller Inger Christensen en modsætning mellem ordnende og tilfældighed, og ved denne kontrast får hun elegant læseren til selv at tage stilling og reflektere.

“Vi kunne måske også forestille os tilfældigheden som en diffus energikilde, som alene ved sin tilstedeværelse havde en ordnende virkning, en slags medløb ind i vores egen produktion af orden.”

Inger Christensens essays er ikke lette. Men hvis man virkelig anstrenger sig, opnår man både stor åndelig berigelse og bliver tvunget til at tænke over forholdet mellem menneske og natur, og mange andre universelle emner.

Hvis du har tid og overskud, kan på bogen anbefales på det varmeste. Det er umagen værd, og som læser som bliver man tvunget til at se tilværelsens mange og vanskelige facetter fra helt nye synsvinkler. Så hvis man er til store, filosofiske tanker i verdensklasse, kan man roligt kaste sig over denne essaysamling. Men sørg for at have god tid. Både til bogen, og alle de eftertanker, bogen maner til.

Inger Christensen: Essays. Hemmlighedstilstanden / Del af labyrinten, Gyldendal, 268 sider, marts 2019.