Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har skrevet i over 30 år. Det er blandt andet resulteret i det autofiktive kæmpeværk Min kamp. I sit meget personlige essay Hvorfor skriver jeg? beskriver han hvorfor og hvordan, han begyndte at skrive. Det er ikke en guide til at skrive, men et indblik i Knausgårds tanker og erindringer om dengang han i flere år forsøgte at slå igennem som forfatter.

Hvorfor skriver jeg? er i al sin enkelthed en fremragende bog. For hvordan kan man beskrive sit største kald og forklare, hvorfor man gør det? Og hvornår bliver det relevant for andre? Knausgård forsøger at sætte ord på den tilstand, han befinder sig i, når han skriver. Han fortæller om de mange år med skriveblokering og de mange tanker om store bøger og succes, der har drevet ham videre, selvom målet virkede håbløst.

Bogen er skrevet, som havde hvert ord netop forladt hans tanker. Der er ingen ide om hvor historien skal hen. Han vil miste sig selv i sin tekst. Ganske som når han læser en bog, der er så god at forsvinde ned i at han længes efter at komme tilbage til bogens verden, når den er lagt væk.

”Det var præcis som at læse, det var præcis den samme følelse, jeg mistede mig selv af syne og gik ind i noget der på en og samme tid var fremmed og velkendt.
Det var præcis det jeg havde længtes efter. Det at skrive var præcis det. At miste sig selv af syne og dog bruge sig selv, eller det i en selv som var uden for jegets kontrol. Og så se noget fremmed dukke op på skærmen foran sig.”

Jeg må desværre indrømme, at jeg aldrig tidligere har læst noget af Knausgård. Hans mastodont-udgivelse Min kamp virkede for mig prætentiøst og selvoptaget og gjorde, at jeg gik en stor bue udenom hans bøger. Jeg må erkende, at det har været en stor fejl. Jeg har via denne lille smagsprøve på Knausgård, fået den største trang til at tage hul på hans seksbindsværk.

Karl Ove Knausgård: Hvorfor skriver jeg?, Lindhardt og Ringhof, 70 sider, januar 2019