Stuart MacBrides nyeste bog i Logan McRae-serien er fyldt med underholdende og anderledes karakterer, hvilket gør den til en lidt anderledes, men bestemt ikke mindre spændende krimi.

Logan McRae er ansat i disciplinærnævnet og skal dermed sætte barren for alle sine kollegers arbejde i politiet. Han bliver kaldt ud til et trafikuheld med dødelig udgang. Årsagen til uheldet viser sig dog at være, at føreren af bilen var blevet stukket med en kniv og derfor mistede herredømmet over bilen. Overraskelsen bliver endnu større, da det viser sig, at den afdøde er kriminalkommissær Duncan Bell. Den samme Duncan Bell, som blev begravet to år tidligere, efter at han var omkommet i en brand.

Samtidig forsvinder flere små børn sporløst fra haver og legepladser. Efterhånden som McRae og hans team får gravet i sagen, finder de ud af, at der muligvis er en sammenhæng mellem Bells tilbagekomst og de forsvundne børn. McRae har dog mere end svært ved at tro på, at Bell var indblandet i kidnapning.

Da endnu en kollega findes død, og McRae finder ud af, at hun var på sporet af Duncan Bell, inden han omkom, er forvirringen total. Hvorfor indviede hun ikke kollegerne i sin opdagelse af, at Bell havde iscenesat sin egen død. Var hun også indblandet i kidnapningerne? Spørgsmålene hober sig op, og McRae skal løbe virkelig stærkt, hvis han skal forhindre flere børn i at forsvinde.

Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med Stuart MacBride og Logan McRae, men det bliver ikke sidste. Jeg synes, der er noget forfriskende over McRae. Den velkendte og lidt fortærskede kliche om en fraskilt politimand får et skøn tvist med McRae. Til trods for at bogen er en krimi, er den fuld af humor, og dialogen mellem McRae og hans assistent fik mig til at grine højt flere gange. Hvor mange af krimigenrens politimænd har en kat, som de behandler bedre end deres nye kæreste, og som de fører lange samtaler med? Hans ekskone er helt igennem rædsom og upassende, og den nye kæreste kæmper for at følge med i kaosset, der hersker om McRae, hans hjemsøgte hus og hans uvorne unger. Det giver krimien et anderledes og mere humoristisk præg, som er forfriskende for genren. Blodvejen er en virkelig velskrevet krimi. Jeg ville dog ønske, at forlaget havde lidt mere fokus på korrekturlæsning.

Se også vores anmeldelser af Stuart MacBrides Knoglekræmmerens vals og Hilsner fra de døde.

Stuart MacBride, Blodvejen, HarperCollins, 480 sider, november 2018