Stuart Macbride: Hilsner fra de døde
En modbydelig morder er på spil og det har han været i årevis. Faktisk har han kidnappet unge piger lige inden deres 13 års fødselsdag i hele 12 år – og politiet står på bar bund. Medierne har døbt ham Birthday Boy, fordi han tager fotos af pigerne, som han sender til forskellige forældre på den enkelte piges fødselsdag. Og det er ikke rare fotos, for han skader pigerne på bestialsk måde, så det er et frygteligt mareridt for både pigerne og deres forældre.
Ash er politimand og har været på sagen siden Birthday Boy startede på sin modbydelige hærgen, og han vil rigtigt gerne have fat på Birthday Boy.
For fem år siden forsvandt hans ene datter Rebecca, og i et helt år håbede han, at hun ’bare’ var stukket af. Men på hendes 13 års fødselsdag modtager Ash et foto af hende og der er ikke længere tvivl om, at Birthday Boy har kidnappet hende. Han siger ikke noget til nogen, ikke en gang sin kone, som meget hurtigt bliver til hans ekskone, for han er bange for at blive taget af sagen. Nu kæmper han ikke kun for at finde Birthday Boy, men også for at få hævn. Samtidigt gør han alt for, at ingen skal opdage, at Rebecca også er kidnappet.
Ash har tidligere arbejdet samen med en psykolog ved navn Henry, men på grund af en mislykket sag, har Henry trukket sig tilbage og lever nu afsondret og med nærmeste selskab fra et utal af flasker. Ash får koblet en ny psykolog på sagen, en spøjs kvinde, der hedder Dr. Alice Macdonald. Hun giver fx ikke hånd, for hun er bange for bakterier, og hun plaprer løs om stort og småt. En sjov og pudsig karakter i denne thriller.
På trods af sin skæve natur bidrager hun til opklaringen, som hende og Ash ved fælles hjælp – og ved hjælp udefra lykkes med.
Stuart Macbride har med Hilsner fra de døde skrevet en meget spændende thriller. Psykologen Alice Macdonald er et sjovt indslag i en ellers voldsom historie, og Ash´s tanker om hende og kommentarer til hende er både sjove og skarpe.
Bogen er første bind i en serie om politiassistenten Ash Henderson, og jeg skal også læse den næste, som jeg vil vente i spænding på.
Stuart Macbride, Hilsner fra de døde, Forlaget Harper Collins Nordic, dansk udgave juni 2016, oversat af Didde Gaardsted, 446 sider