Ib Melchior: Spionjæger
Når du har stået face-to-face med nogle af de værste nazister under 2. Verdenskrig og har været med til at sætte dem i fængsel, kan du nok ikke undgå at føle, at du har gjort en indsats i livet. Det mærker du dog ikke på den ganske ydmyge danskfødte Ib Melchior, der under 2. Verdenskrig arbejdede for den amerikanske efterretningstjeneste.
I bogen ”Spionjæger” får vi den fascinerende historie om Ib Melchiors aktiviteter under krigen, hvor han arbejdede som spion og jæger for at fange de værste naziforbrydere. Især i årene lige efter krigen var hans indsats nærmest banebrydende, og de mange fortællinger og sager bliver præsenteret, så jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtigt ønsker, at bogen skal slutte.
Bogens mange kapitler og sager er letlæselige, dybt fascinerende og vanvittigt spændende. Faktisk må jeg indrømme, at jeg havde film kørende for mit indre blik, både når vi var i en afsides hytte hos en ældre mand ude i en skov, eller når vi sad i et lokale med en ung kvinde, der lod til at vide mere, end hun gav udtryk for. Og så ved jeg, at det er blændende skrevet. Når jeg så også ved, at bogen er oversat fra engelsk ”Case by Case: A U.S. Army Counterintelligence Agent in World War II” fra 1993, så er jeg ekstra imponeret. Normalt kan oversættelser lide lidt rent sprogligt, men det er absolut ikke tilfældet her.
Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg direkte vil efterlyse, at denne bog kommer som en tv-serie, hvor hver sag fylder et eller to afsnit. Den er så oplagt til det. Og jeg vil garantere, at den vil bjergtage seere, nøjagtigt som bogen tog mig med på en rejse tilbage til en tid, der for os i dag næsten er uforståelig.
Det er sjældent, en bog fra 2. Verdenskrig fanger mig på andet end fakta, og her er det i den grad fortællingen selv – samt måske at det er en danskfødt mand, der er hovedpersonen – der er med til at gøre det. Jeg er meget begejstret.
Som et ekstra krydderi på de mange spændende sager fra årene i – og især lige efter – krigen, får vi også fortællingen om, da han mange år senere vendte tilbage til Tyskland for at besøge en af de grufulde steder, han havde været med til at befri. Jeg vil ikke røbe, hvori krydderiet ligger, men lad mig dog sige, at jeg altid har beundret tyskerne for deres måde at håndtere deres fortid på. Den har altid for mig virket som meget åben og direkte. Eksempelvis betaler du aldrig for at komme ind og se bygninger, museer og koncentrationslejre. Det er anset for at være uddannelse – ikke forretning. Men også den medalje har en anden side. Og den får jeg af Ib Melchior.
Ib Melchior døde i West Hollywood i sit adopterede hjemland som 97-årig i 2015. Men hold da op for et aftryk, han efterlod.
Ib Melchior: ”Spionjæger”, Aschehoug forlag, 480 sider, april 2002