En canadisk mand med georgiske rødder skriver et brev til sin søn, der vil besøge Georgien på sin bryllupsrejse. Han har brug for at fortælle familiens historie. Den starter med en lastbil, der går i stå på alle broer i det belejrede Leningrad under krigen og ender med en mand uden hoved i et sommerhus i en landsby, der ikke længere eksisterer.

Ud af den historie vokser en lille, illusionsløs men alligevel kærlig fortælling om livet i den georgiske sovjetrepublik. Det handler om en mand, der elskede en skuespillerinde, der aldrig slog igennem. Om at være på allernederste trin af den kommunistiske elites stige, og være klar over, at bare en lille fejltagelse kan få trinnet til at knække under en. Det handler om hvordan man levede, hvordan man tilpassede sig. Hvordan det, der var et fredeligt (om end undertrykt) liv blev revet op med rode, da Sovjet gik under.

I vores del af verdenen glemmer vi nemt, hvor omtumlet Kaukasus (og resten af Sovjet) var i tiden efter Sovjets opløsning. Der er nok ikke mange danskere, der er klar over, at der har været ikke bare én men to krige i Georgien inden for de seneste tredive år. Det sætter sig spor i mennesker på en måde, vi slet ikke kender til i Danmark – de fleste voksne i Georgien er stadig vokset op under kommunismen og har spor af begge krige.

Samtidig har vi desperat brug for at forstå det nye øst bedre. Ruslands voksende magt og vilje til at bruge den gør det nødvendigt at vi ikke kun forstår de politiske og økonomiske magtforhold, men også de forandringer, der er sket i menneskers hoveder. Det er Min fars hoved med til at sætte ord på – og med sine kun 73 sider, fine sprog og smukke historie er det et godt sted at begynde, for en ny interesseret læser.

Heldigvis er Botjorisjvili ikke alene, selvom de fleste af hendes (til dansk oversatte) kolleger holder sig til faglitteraturen. Der er nemlig en voksende optagethed af det tidligere Sovjet i litteraturen. Hvad skete der for almindelige mennesker, da supermagten brød sammen? Hvordan påvirker det menneskers liv og hverdag i dag? Hvordan er det at være vokset op i en supermagt i et kommunistisk diktatur, og nu skulle finde en ny national identitet enten som Rusland eller som en af de nye republikker, der lever i Ruslands skygge.

Hvis du har lyst til at læse mere, kan jeg anbefale både den norske journalist Erika Fatlands Grænsen og den hviderussiske nobelprismodtager Svetlana Aleksijovitjs Secondhand-tid.

Jelena Botjorisjvili: Min fars hoved. Forlaget Vandkunsten, 73 sider. Oversat af Trine Søndergaard, 2018