Christian d. 2. må være en af de allermest omdiskuterede skikkelser i kongerækken – endda ophævet til en næsten mytisk figur gennem Johannes V. Jensens mesterværk Kongens Fald.

Han var den sidste unionskonge, lå i sine ti år som konge i næsten evig strid med såvel adel som kirke, i konstant felttog mod Sverige, han var manden bag det Stockholmske blodbad, fik tilnavnet Christian Tyran og så var der det med kvinderne: Elisabeth, Dyveke og Mor Sigbrit.

Han blev afsat af sine egen farbror, er kendt for sit vægelsind, ja nogle historikere har endda stemplet ham som sindssyg, og sad fængslet i mange, mange år, mens den værste borgerkrig i danmarkshistorien rasede omkring ham. Og så var der det med at vakle mellem katolicisme og Luther. En farverig personlighed i en tid præget af kamp og krig, men også af reformation og nye tider.

Det er noget af en bedrift at skrive en nuanceret biografi om Christian d. 2. og hans tid, men det lykkes til fulde for svenske Erik Petersson. Han går grundigt til værks med den eksplicitte dagsorden om at gøre op med de (fejlagtige) forestillinger, vi har om såvel Christian d. 2. som 1500-tallet. Sandheden er jo, at vi som moderne mennesker kan have meget svært ved at forstå, hvad mennesker tænkte og følte dengang, hvor tradition, religion og slægt betød noget andet end i dag.

Petersson er svensker og derfor taler han også op imod en anden tradition om Christian d. 2. end vi gør herhjemme. I Danmark ser vi tit (min påstand) Christian d. 2. som en tragisk skikkelse, en Hamlet-skikkelse, der blev fældet af sin manglende evne til at træffe valg, sat i et romantisk lys af sin kærlighedshistorie med Dyveke og fremhævet for de moderne tanker om at ville fremme handel og borgerskab på bekostning af adelen. I Sverige ses han som Christian Tyran, den danske konge som slagtede den svenske adel i det stockholmske blodbad, hvis åg Gustav Vasa befriede det svenske folk fra. Ingen af de to udlægninger er helt sande og ingen er helt forkerte.

Han var både en krigsmand, en reformator – skrev et større lovkompleks, der skulle føre de middelalderlige landskabslove op til moderne standarder – en mand, der ikke stolede på ret mange, men også en lidenskabelig mand, der traf beslutninger vi ofte kun kan se på med undren.

En god biografi er altid interessant, og Erik Petersson skal have stor ros for at lade Christian d. 2.’s tid stå så klart for læseren. Derudover er det lidt af en øjenåbner at læse en svensk biografi af en dansk unionskonge, fordi historien ser anderledes ud når den fortælles fra hinsidan, også selvom Petersson gør sig umage for at nuanceret det traditionelle svenske fjendebillede. Skal jeg finde hår i suppen – og det har jeg det med at gøre – så savner jeg ret meget en beskrivelse af grevens fejde, der jo også må have haft en stor indflydelse på Christian d. 2.’s liv og tanker i de år, for slet ikke at tale om, hvad konsekvensen havde været, hvis borgerkrigen havde fået et andet udfald, men det er udelukkende en dansk/norsk borgerkrig, og måske derfor forfatterens blinde plet.

Erik Petersson: Fyrste af Norden. En biografi om Christian d. 2. 525 sider, oversat af Hans Larsen. Politikens forlag, 2018