Patti Smith: Hengiven – om at skrive
Mine Patti Smith bøger har den bedste plads i reolen, så jeg ofte kan tage dem ned og læse i dem. Der er noget specielt ved Patti Smiths forfatterskab, der gør, at jeg altid får en stor lyst til at læse mere, skrive mere, høre mere musik og se mere kunst. Hengiven – om at skrive er ingen undtagelse.
Bogen består af tre dele. Patti Smith tager os i den første del med på en rejse til Europa i fodsporene på nogle af de store kunstnere, hun selv beundrer og som har forandret hendes liv og tusindvis af andres. Vi hører om Patti Smiths besøg i Paris som ung og får set fotografier fra hendes eget arkiv. Samtidig lukker hun os ind i hendes eget univers og fortæller om, hvordan hendes værker bliver skabt.
Anden del handler om en ung forældreløs kunstskøjteløber, der bliver opdaget af en ældre rig mand. Han tilbyder hende kost, logi og alle de skøjtetimer, hun ønsker i bytte for hende selv. Jeg fandt i begyndelsen historien en smule overfladisk og simpel i forhold til den øvrige del af bogen. Det var først, da jeg læste den fulde historie igen, at jeg blev opmærksom på alt det der stod mellem linjerne. Den unge kvindes hengivenhed overfor sin store passion, der gør, at hun sælger sig selv for at skøjte.
I sidste del af bogen bliver Patti Smith inviteret til et ophold i Camus’ hjem af dennes barnebarn. Patti Smith beskriver sine følelser ved at være i samme rum som en stor forfatter og holde Camus’ sidste manuskript i sine hænder. Hvordan hun må modstå sin umiddelbare trang til at forlade rummet for at trække sig tilbage i sit eget rum og skrive.
Hengiven – om at skrive er Patti Smiths 4. bog oversat til dansk, og selvom den er lille og fin og ikke rummer nær så meget selvbiografisk tekst som Just Kids eller M Train, nød jeg den i fulde drag. Har du endnu ikke fået øjnene op for Patti Smiths forfatterskab, har du en masse godt i vente. Hun skriver lyrisk og medrivende om sit liv, om kunst, musik og oplevelser. Hun er en forfatter, der deler rundhåndet ud af sin viden og de mange intertekstuelle referencer gør, at jeg altid har en notesbog ved min side, når jeg læser hendes bøger.
Patti Smith: Hengiven – Om at skrive, Forlaget Klim, 112 sider, juni 2018
[…] Læs også vores anmeldelse af Patti Smiths bog Hengiven […]