Vibse har haft en dårlig uge. Først bliver hun fyret fra sit arbejde som gymnasielærer, så flytter datteren hjemmefra og til slut skændes hun med sin mand. For at få lidt fred til at tænke sig om, kører hun op til familiens ødegård i Sverige. Det lød som en god idé, men da hun sner inde (og strømmen går!) er det pludselig knap så charmerende at sidde helt alene deroppe, fuldstændig afskåret fra den omverden, hun ellers var så træt af.

Man aner hurtigt, at Vibse ikke er verdens nemmeste kvinde at arbejde sammen med, være datter af eller være gift med – “Du har de striber, du nu engang har” siger hendes mand, som hun kalder Bent, når hun er vred på ham, selvom han hedder Lars.

Det er svært at tilpasse sig, når man har klaret sig så længe med at være på tværs! Sneen forsvinder ikke, og i den svenske ødemark kan der gå meget lang tid før nogen kommer forbi et dansk fritidshus. Derfor må Vibse finde sneskoene frem og forsøge at finde vej til civilisationen. Det viser sig sværere end man skulle tro, og undervejs bliver hun konfronteret med både en bjørn og sin egen afhængighed af de mennesker, hun elsker.

Jeg er ret vild med Katrine Marie Guldager og Bjørnen er ingen undtagelse. Den er noget helt andet end de store familiesagaer som Køgekrøniken og En uskyldig familie, for det er en kort lille roman om en enkelt kvindes kamp med sig selv på det tidspunkt i livet, hvor man ikke længere får noget forærende.

Katrine Marie Guldager kan noget med sproget, hvor hun med ganske få sætninger kan ridse et helt menneske op med dets gode og dårlige sider, sorger og glæder. Hun er en af de skarpeste og samtidig kærligste iagttagere af mennesker i det 21. århundrede med alle deres drømme og fejl og forsøg på at gøre det bare lidt bedre.

Katrine Marie Guldager: Bjørnen. 176 sider, Gyldendal. Udkommer 7. juni 2018