William Sidis er vidunderbarn. I en alder af 18 måneder kan han læse, og inden han er otte kan han tale otte sprog. Som ti-årig tryllebinder han et auditorium fyldt med USA’s bedste matematikere med en forelæsning om “Størrelser i den fjerde dimension”. Pressen er fascineret, og hele Amerika fatter interesse for drengen, der har den højeste intelligenskvotient nogensinde målt.

Alligevel – eller måske netop derfor – er det ikke så let at være William Sidis. Hans forældre forsøger at udnytte hans potentiale ved at stimulere hans intellekt og sende ham i skole med meget større børn og eksempelvis på Harvard som den yngste nogensinde i en alder af 11. Fagligt kan han sagtens følge med, men det viser sig langt sværere at få venner, for William har absolut ingen sociale kompetencer, og går rethaverisk og ensomt gennem studietiden.

Forældrenes manglende blik for Williams trivsel er påfaldende, ikke mindst fordi hans far var en berømt psykolog med mange (alternative) holdninger til børneopdragelse. Faren skubber den begavede søn foran sig som et eksempel på, at faderens ideer virker, mens den lægeuddannede mor går hjemme med sine traumer fra opvæksten i Rusland. Begge er de umådelige stolte af deres søns intellekt, og totalt blinde for at han stadig er et barn med et barns behov for socialisering.

Williams ungdomsoprør bliver et engagement i det amerikanske socialistparti, og ikke mindst i et af dets kvindelige ledere. Hun slår benene væk under ham med sin karisma og sit mod, og den sky William oplever for første gang kærlighed. Desværre var USA allerede i 1920 særdeles socialist-forskrækket, og drømmen om et mere retfærdigt samfund ender i fængsel og et frygteligt forræderi. Mennesker viste sig væsentlig sværere at forstå end matematikkens fjerde dimension.

William Sidis er en virkelig person, der levede 1898 – 1944. En dreng, vi nok i dag ville kalde savant eller autist, der har særlige evner, men også særlige udfordringer, som ingen omkring ham rigtig forstår eller kan hjælpe ham selv med at forstå. Han var verdens mest intelligente mand, men formåede alligevel aldrig at forstå hverken sig selv eller sin omverden.

I Morten Brask roman får William Sidis et kærligt, men også knugende eftermæle. Man lider med først den lille dreng, der udsættes for så umenneskeligt et pres, og derefter med den unge mand, der er komplet uegnet til at begå sig i den virkelige verden med alle dens uperfektheder og ulogiske relationer mellem mennesker.

Her på Bogblogger.dk har vi tidligere anmeldt to bøger af Morten Brask: Havet ved Theresienstadt og Ofrene.

Morten Brask: William Sidis’ perfekte liv. Politikens Forlag, 2011. 271 sider