Morten Brask fortæller i denne barske og velskrevne bog om offerroller, når en voldtægt finder sted – kvinden, der bliver overfaldet, og hans kæreste, der uvidende ligger hjemme i sengen imens.

”Ofrene” er både dem, der kommer ud for en ulykke og de personer, der står ved siden af, og de lider alle. Bogen viser, at ingens følelser kan negligeres, og at alle ofre har brug for hjælp. Jeg er meget begejstret for denne roman med dens enkle sprog, der gør handlingen meget intens.

Kæresteparret følger vi i dagene, ugerne og månederne før og efter voldtægten, og med megen dialog og beskrivelser af den måde, de møder hinanden, skabes der en indgående forståelse for dem og deres forhold. Begge fremstår som stærke personer i de passager, hvor vi følger tiden før voldtægten, men i tiden efter voldtægten bliver en anden side – deres sårbarhed – stærk og nærværende. Jegfortælleren, manden, er fremstillet så sympatisk, at man straks føler med ham og ser, at han vil det bedste for sin kæreste, selvom han må tage væk efter voldtægten.

Selve fortællingen om voldtægten er sober, selvom selve akten er grum. Voldtægten er selvfølgelig omdrejningspunktet, men den bliver ikke så altoverskyggende, at man som læser ikke kan trække vejret under læsningen. Vi følger med på hospitalet, venter på gangen under politiets forhør, er med i retten og til oplæsningen af dommen.

Sproget er realistisk, enkelt og nøgternt, så billederne straks danner sig og gør det svært ikke at få ondt i maven. For det her sker jo desværre i virkeligheden.

Ofrene, Morten Brask, 280 sider, Politikens Forlag, udgivet 7. april 2016