Efteråret 43. Daniel er en af de få uheldige danske jøder. Han befinder sig derfor nu i en kreaturvogn på vej ned gennem det sønderbombede Tyskland. Destinationen er Theresienstadt – eller Terezin, som de lokale tjekker kalder lejren – og her skal han forsøge at overleve i et absurd univers, hvor sult og kulde hærger, men hvor nazisterne alligevel beder fangerne om at arrangere koncerter og male barakkerne, så lejren kan vises frem som mønsterlejr.

Daniel er heldig. Han er ung, han er dansk og han er næsten færdiguddannet læge. Ungdommen gør det lettere at overleve strabadserne, danskheden beskytter ham mod at havne i en af de mange deportationer østover til dødslejrene, og hans uddannelse giver ham masser af arbejde på lejrens hospital men også privilegier og muligheder.

Men Daniel har også hemmeligheder. Hans familie var mere end dysfunktionel, og minderne om fortiden plager ham midt i kampen om nutiden. I lejren møder han unge Ludmilla, og så er der pludselig også håb for fremtiden. Men Ludmilla hoster, hun har også en fortid og som tjekke er hun slet ikke beskyttet mod en dag at se sit navn på listerne over de kommende deportationer…

Theresienstadt var ikke en dødslejr, men det betyder ikke, at lejren ikke var død og fornedrelse. Nænsomt er overgreb, angst og fortabelse skildret mens det tredje rige går imod de sidste dage. Små, præcise detaljer gør lejren levende, et fint indblik i den plagede Daniels sjæl gør han troværdig og hans barndom er bevægende og ulykkelig. Der krydsklippes mellem kz-lejrens åbenlyse rædsler og barndommens skjulte traumer, og det er blevet til en rigtig god, rørende og tankevækkende roman. Morten Brask giver stemme til de danske jøder i Theresienstadt, og med stor indlevelse tegner han et portræt af en idealistisk men også plaget ung mand. Anbefales.

Morten Brask: Havet i Theresienstadt. Politikens forlag, 2007. 267 sider.