// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lotte og Søren Hammer: To små piger
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Lotte og Søren Hammer: To små piger

Skrevet af den 3. december 2017 – 07:34Ingen kommentarer

Hammer-parret sender her kort tid før jul deres ottende roman på gaden, og som sædvanlig er det med chefkriminalinspektør Konrad Simonsen i en af hovedrollerne. Faktisk er Simonsen gået på pension, og hans gruppe er opløst. To tidligere kolleger er døde, og de andre har søgt nye græsgange. Men det bliver der lavet om på, for der er flere kolde sager, der kalder på at blive opklaret, og der skal oprettes en ny enhed med fokus på opklaring af gamle sager.

En ’kold sag’ er en henlagt og tilsyneladende opgivet forbrydelse, og det er et populært tema for tiden. Ian Rankins hovedperson Rebus og Michael Connellys Harry Bosch er andre eksempler på opdagere, hvis karriere lakker mod enden, da de lader sig lokke tilbage til politiarbejdet. Minderne er bitre, når man har været i hælene på en morder, som ender med at slippe gennem nettet og måske stadig er aktiv.

Der er noget, som tyder på, at dette er tilfældet i ’To små piger’. For 30 år siden forsvandt en ung pige i det nordvestsjællandske Gulhavn, og det blev Simonsens første sag som efterforskningsleder. Men morderen blev ikke afsløret, og nu er en pige på kun 13 år blevet væk. Hun er ovenikøbet i familie med den første pige.

I cirka halvdelen af romanen er vi tilbage ved arbejdet med den første forbrydelse. Det er et fint fortælleteknisk greb, da det giver forfatteren mulighed for at fortælle om flere af de velkendte romanfigurers første møde. Ligeledes er det fascinerende at høre om datidens opklaringsarbejde, som adskiller fra nutidens med DNA-spor, web og internationale databaser. De to sager er selvfølgelig sammenkædet, og efterforskerne graver dybere i den gamle for at blive klogere på den nye.

Lotte og Søren Hammer holder flot stilen fra resten af forfatterskabet. Der er fællestræk til flere af de andre bøger, blandt andet i nogle af første, hvor seriemord også var et tema. Et aktuelt socialt/politisk tema er der også her. Tidligere har terror været med til at drive handlingen frem, men i ’To små piger’ er det spændingerne mellem indvandrere/ flygtninge og beboerne i et lille samfund i udkantsdanmark, der er på dagsordenen. Spændingerne bryder ud i lys lue med slagsmål og overfald, og da en ung flygtning findes hængt i en flagstang, truer helvede med at bryde løs. Endelig er der de velkendte lurende konflikter mellem politikere, embedsmænd og politi, samt spørgsmål om retssikkerhed og efterforskningsmetoder på kanten af det tilladelige. Det er velkendt, og det gør overhovedet ikke noget, for det er ingredienser, der giver endnu en flot fortælling. Plottet er godt, der er flere lag i forbrydelsen, og persongalleriet er sammensat af mange forskellige typer og personligheder. Endelig er der god plads til at beskrive rutinerne omkring solidt politiarbejde, der i sidste ende fører til pågribelse af forbryderen – på en herligt overraskende måde. Læs selv!

Læs også anmeldelse af Mørkemanden, Elskede Heidi, Den sindsyge polak, Pigen i Satans mose, Ensomme hjerters klub, Alting har sin pris og Svinehunde.

Lotte og Søren Hammer, To små piger, Gyldendal, 2017, 434 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.