Lotte & Søren Hammer: Ensomme hjerters klub
Det produktive søskendepar Lotte og Søren Hammer har sendt deres 3. roman på gaden på kun to år. Det er ganske godt gået, for alle krimier holder et fint niveau. Den nyeste starter med et sørgeligt aktuelt emne, nemlig nedskydning af uskyldige børn. En 10. klasses kiksede og overvægtige dreng skyder en ung lærer for derefter selv at blive skudt af politiet. Læreren er blevet lidt for glad for den samme pige, som morderen begærer i det skjulte. Men der er ugler i mosen for forholdet mellem lærer og elev handler om narkotika og sex. Det finder chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans hold hurtigt ud af.
Simonsen er på vej tilbage i sit job efter et hjertestop og må efter opklaring af skoleskyderiet tage fat på en gammel sag. En ældre mand blev for nogle år siden fundet død på trappen i den opgang, hvor han bor. Også her er der ugler i mosen, for den afdøde har haft besøg af pigen fra hændelsen i skoleklassen.
Simonsen og hans brogede flok af kollegaer kommer på sporet af en forsvunden engelsk pige, og der er en forbindelse til sagen om den afdøde mand på trappen. Det viser sig, at han var med i en klub af kiksede og politisk ukorrekte venner. De er socialt udstødte, mobbeofre, der i ungdomsoprørets år fandt sammen. I det forblæste Vestjylland ender de med at måtte vogte på en grusom hemmelighed.
Rejsen tilbage til ungdomsoprøret udløser en lang tur ned i Simonsens egne erindringer. Hans engagement blev ikke udløst af de store politiske bevægelser, men af en af ungdomsoprørets forkæmpere, Rita. Denne historie føjer mange facetter til Simonsens personlighed, men den bliver lidt vel lang.. Det skæmmer, men opvejes rigeligt af personkredsens og plottets høje troværdighed. Når søskendeparret samtidig formår at tage fat i vigtige aktuelle temaer, må der lyde en klar anbefaling herfra.
Lotte & Søren Hammer, Ensomme hjerters klub, Gyldendal, August 2011, 400 sider.