Lotte og Søren Hammer debuterede i marts 2010 med kriminalromanen Svinehunde. Det gik ikke stille for sig, for her var der tale om et helt ukendt søskendepar fra Frederiksværk, der brager igennem hos landets største forlag, Gyldendal. Læserne var begejstrede, og Svinehunde blev solgt i flere end 60.000 eksemplarer og til 16 lande i løbet af knap et halvt år. Så forventningerne var igen høje, da forfatterparret i oktober sendte den næste roman på gaden; Alting har sin pris.

Afsættet er originalt. Den tyske kansler er sammen med den danske miljøminister og verdenspressen på sightseeing i Grønland. Det er den globale opvarmning, der er emnet. Og måske er det netop som følge heraf, at kansleren kan få øje på det lig, der er brudt gennem isen. Det viser sig at være en ung kvinde, der for 25 år siden er kvalt i en plasticpose. Kvinden sidder på knæ, er halvnøgen med sammenbundne ankler og begge håndled fastgjort til lårene.

Sagens omfang viser sig hurtigt at være langt større. For år tilbage blev en mand dømt for en forbrydelse, der i mindste detalje minder om drabet på Grønland. Men det er umuligt, at denne mand har begået begge forbrydelser. Ydermere ligner de to ofre hinanden på en prik, så der bliver travlt med at finde kvinder med tilsvarende udseende i kartoteket over forsvundne personer. Drabsafdelingens arbejde bliver fulgt tæt fra ledende kredse i det politiske establishment. Forbindelsen til de amerikanske (atom)baser i det nordlige Grønland er et ømt punkt i dansk indenrigspolitik.

Drabsafdelingen indsnævrer hurtigt, hvem der kan være på tale som morder – seriemorder vel at mærke. Rent fortælleteknisk er det et godt greb, at morderen alene fremstilles gennem politiets optik. Man lærer ham at kende efterhånden som efterforskningen skrider frem. Dette fastholdes frem til bogens klimaks, hvor to kvinder holdes fanget og gøres klar til at ”komme i posen”. Mellemspillet bliver dog lige lovlig langt. Skær nogle sider af næste gang!

I debutkrimien var forholdet mellem folkelig selvtægt og retsstatens håndtering af forbrydelser et vigtigt tema. Dette tema dukker op igen i Alting har sin pris, men i en lidt anden form. Kan retsstaten udøve selvtægt, når der er menneskeliv på spil? Kan den ty til ”moderat fysisk pres”, eller direkte tortur udført af lyssky mellemmænd? Svaret på spørgsmålet bliver afgørende for plottet, og den pille har jeg lidt svært ved at sluge. Der bliver desværre for meget effektjageri.

Men når det er sagt, er Alting har sin pris effektiv underholdning. Persontegningen fungerer uden de maratonlange beskrivelser af intimsfæren, som er blevet normen hos mange nordiske krimiforfattere. Spillet mellem topembedsmænd i ministerierne, politiet og pressen er et godt krydderi, og endelig lykkes det forfatterne at pirre følelserne hos læseren.

Lotte og Søren Hammer, Alting har sin pris, Gyldendal, 442 sider, Oktober 2010.