Lasse Holm: Lodbrogsønnernes hævn
Om grisene vidste, hvad galten må lide, til strid de stævnede og stormede stien. Sådan lyder, ifølge Saxo, Ragner Lodbrogs sidste ord inden slangerne bider ham ihjel i ormegården. Grisene er hans fem sønner, og i Lodbrogsønnernes hævn stormer de så sandelig også England. Men ikke alt er, som det giver sig ud for at være, og det falder i den unge Rolf Rapkæfts lod at rede trådene ud i denne medrivende historiske krimi.
Rolf har ellers nok at tænke på. For eksempel er han ved at blive hængt, da Bjørn Jernside, en af Lodbrogsønnerne, stormer hans landsby. Da Rolf mestrer både saxisk, latin og dansk, får han lov til at leve for at gøre nytte som tolk for de fem kongesønner og deres vikingehær, der har kurs mod byen Eoforwic – nutidens York og kommende centrum for danskernes herredømme i England.
Lodbrogsønnerne er kommet for at hævne deres far, for at plyndre og for at erobre nyt land. Men der er noget lusket ved Ragner Lodbrogs død, og Rolf må bruge al sin snilde for at finde ud af, hvem der virkelig var skyld i hans død – og for selv at beholde livet undervejs. Brikkerne falder kun langsomt på plads, for de fem Lodbrogsønner er ikke enige om ret meget, og sammenholdet er kun for syns skyld.
Lodbrogsønnernes hævn er en krimi skjult i et (sagn)historisk drama – det er toptunet underholdning, og så bliver man lidt klogere på såvel den tidlige vikingetid som sagnhistorien undervejs.
Jeg har en særlig fascination af sproget i historiske romaner, for det er svært at ramme en sprogtone, der opfattes autentisk. Er det for moderne er det sært, er det for arkaisk kommer sproget til at være en barriere mellem læser og fortælling. Lasse Holm magter balancen, og man flyver igennem blodige slag, skønne møer, klerikale rænker og kongelige ambitioner. Og samtidig fastholder han nysgerrigheden: hvad er det egentlig, Lodbrogsønnerne vil opnå? Hvad er sandheden bag legenden Ragner Lodbrogs død?
Lasse Holm har tidligere skrevet en rigtig god krimi-trilogi, der foregår i det gamle Rom (Bogblogger har anmeldt Republikaneren og Grækeren), og med Lodbrogsønnernes hævn er han rykket 900 år frem til sagaernes tid og fortæller om historiske begivenheder der balancerer på kanten mellem at være dokumentere og være rene sagn. Det gør han rigtig godt, og jeg glæder mig allerede til at høre mere om Rolfs vikingefærd (selvom jeg altså irriteres en smule over, at fortællerstemmen ligesom i Bernhard Cornwells og Tonny Gulløvs vikingebøger er lagt hos hovedpersonen som gammel, og at han ligesom hos dem jævnligt gør opmærksom på, at der snart sker noget ondt. Hvorfor er det fortællerkneb blevet måden at skrive vikinge-bøger på?).
Lasse Holm: Lodbrogsønnernes hævn. 352 sider, Politikens forlag. Oktober 2017
[…] død er toptunet underholdning, en velskrevet roman med masser af aktion. Jeg var ret vild med første bind i trilogien og lige så kritisk over for andet bind, hvis plot desværre ikke holdt hjem. I tredje bind er Holm […]