Lasse Holm: Republikaneren
Lasse Holm kan noget med at indfange mig i historiens vingesus, så jeg med et ryger mere end 2000 år tilbage i tiden til et Rom, der arbejder med demokratiets tanker, men også med mere hårde magtformer. Alt er pakket ind i krimiens genre med lægen Demetrios og hans datter Philomela som de vigtigste aktører i at få opklaret mordet på selveste Cæsar.
Men lige i starten virker det som om, at der ikke er noget at opklare. For Brutus og hans støtter indrømmer med det samme mordet, da de går sejrsgang gennem byen, for at blive hyldet for at have ryddet diktatoren af vejen. Men da Demetrios bliver tilkaldt for at obducere liget opdager han snart noget, der vækker hans mistanke om, at ikke alt er, hvad det giver sig ud for. I baggrunden spøger også selveste Ciccero, som måske ved mere end han siger.
Demetrios har ellers nok at se til i sit privatliv, hvor han har svært ved styre sin datter. Hun klæder sig ud som mand og færdes hjemmevant i byen på en måde, som kvinder ellers ikke kan og gør. Hans søn har han helt mistet forbindelsen med, og han ved ikke hvor i verden han opholder sig.
Mordet på Cæsar udløser en enorm magtkamp mellem Roms toppolitikere, som i sidste ende udløser en borgerkrig. Lige præcis det byen har frygtet. Demetrios og Philomela får involveret sig så meget, at de snart befinder sig i Brutus’ lejr. Philomela har dog sin egen dagsorden som ikke en gang hendes far kender til. Undervejs støder hun også på kærligheden i form af Octavian, som er Cæsars adoptivsøn. Men hvem kan hun stole på?
Der er flere mistænkte til mordet på Cæsar, og det viser sig, at det politiske storspil bunder dybt.
Bogen skifter mellem Demetrios og Philomela som fortællere, og springer også i tiden, nemlig før og efter mordet på Cæsar. For inden mordet på Cæsar, bliver Demetrios kaldt til Cæsar både som læge og som samtalepartner. Lokkemidlet er, at Cæsar ved, hvor Demetrios’ søn befinder sig.
Republikaneren er super spændende og samtidigt så rørende, bl.a. på den måde Lasse Holm får skrevet Philomela ind i historien, som den hemmelige elskerinde. Jeg blev i den grad fanget af både det politiske spil og de militære manøvrer samtidigt med, at morderen bliver afsløret. Det er god underholdning. Bogen er sidste del i Lasse Holms trilogi, og kan sagtens læses uafhængigt af de to første.
Samme forfatter har skrevet Grækeren, som også er anmeldt her på Bogblogger.dk
Lasse Holm, Republikaneren, Forlaget Farenheit, 420 sider, februar 2016